29. september 2017

Riddersalen er del af kulturmakkerskab

Der afprøves i disse år mange nye projektformer som led i Åben Skole, hvor lokale børneteaterproducenter har en vigtig rolle.

I Frederiksberg Kommune har man skabt begrebet 'Kulturmakker' som en del af Kulturtjenestens idéudkast til eksperimenter med Åben Skole. De lokale skoler tilbydes makkerskaber med en af kommunens kulturinstitutioner, hvor formålet er at udvikle forløb og aktiviteter ud fra skolens ønsker og behov og institutionens særlige kompetencer.

Derfor er 110 elever på 3. årgang på Skolen på Nyelandsvej netop nu i gang med de kreative og praktiske processer omkring produktionen af en større performance sammen med Riddersalen, der er lille storbyteater på Frederiksberg – og bruger særdeles professionelle folk til projektet. 

Inspireret af Pixars populære animationsfilm ’Inside Out’/’Inderst inde’ skaber eleverne sammen med lærere og pædagoger, iscenesætter og konceptudvikler Mikala Bjarnov Lage, komponist Thulla Wamberg og dramatiker Signe Birkbøll, forestillingens form og indhold. De diskuterer handling, skriver replikker og sangtekster – og introduceres samtidig til drama, idéudvikling og tekst, og gøres bevidste om arbejdet med kropslige udtryk, følelser og musik.

Det fælles projekt, der har titlen ’Skolegården’, opføres ved seks forestillinger på  Riddersalen i uge 40 – med forældre, pårørende og skolens 1.-4. klassers elever som publikum.

(Billedet: Elever fra 3. årgang og Riddersalen er kulturmakkere i en skabende proces på Frederiksberg. Foto: Riddersalen) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne