Ridderpirater kører rød Ferrari

'Teater er det, der sker, mens skuespillerne har travlt med at planlægge stykket'. Sådan kunne man med en let omskrivning af John Lennons berømte citat ('Life is what happens to you, while you’re busy making other plans') beskrive denne charmerende børneforestilling, der rammer sin målgruppe lige i øjenhøjde – og også får smilet frem hos de voksne undervejs. Som når kongen eksempelvis bliver grebet af forfærdelse og fornedrelse og føler sig både 'småtskåren, bagstræberisk, kleinmodig, slidsom og trist'.

Ikke mindst kommer smilene dog frem pga. børnenes engagerede respons.

’Er det i virkeligheden, det der?’ hviskes der undrende i mørket, da den første alvorlige afbrydelse af forestillingen sker. Der er brev fra banken. De vil have penge, mange penge, og hvis ikke det sker i en vis fart, så må teatret lukke.

Således presset beslutter det lille ensemble sig for at ’peppe’ deres støvede barok-syngespil op, og så går det løs.

Kreativ leg

Planen bliver at lave en succesforestilling, som alle kan lide, så der kan sælges nogle billetter. Der skal med andre ord appelleres bredt, og under den hæsblæsende brainstorm udelukkes intet.

Både julemanden og computerspillet Mindcraft skal med. Der skal være en drage, en campingvogn og en halv snes andre ting, som halvt eller helt glemmes undervejs. Den halve skatteø fra titlen ser vi derfor ikke meget til, men eventyrligt bliver det, og børnene skraldgriner fra start til slut i denne kreative leg med at hitte på og stable en fortælling på benene.

Vi er med fra ide til iscenesættelse og ikke mindst under diverse nødløsninger, når det hele driller. Den chipsglade prinsesse (Elisabeth von Rosen) er et karikeret, sødmefuldt livsstykke, der både kan slå fra sig med kagerullen og nok selv skal bestemme, hvornår det er tid til skønsang.

Især er det dog Martin Fredberg, der stjæler billedet som elskelig, ung ridderpirat med ninja-moves. Han tænker ud af boksen og får gang på gang det skrantende stykke på ret kurs med kække løsningsforslag og klap på skulderen til den skiftevis stolte og opgivende teaterdirektør (Henrik Zangenberg), der har sit hyr med at holde styr på sin lille trup og det løbske manuskript.

Fint og fantasifuldt

Med yderst enkle virkemidler kan snart sagt alt lade sig gøre. En slange med en tragt bliver uden problemer til en formfuldendt trompet, og et bræt henover en guldstol gør, at der pludselig er plads til en hel kongefamilie på den.

I samme logik kører den gode ridderpirat selvfølgelig i rød Ferrari op igennem Europa for at redde prinsessen, og den onde sorte ridder har som det naturligste i verden sit eget rumskib, enkelt iscenesat med lys og røg.

Konstant er der ’comic relief’ og uhyggen omkring vores mørke skurk punkteres effektivt, når han hoster og hakker pga. røgmaskinen eller asende og masende må gøre brug af en sækkevogn, for at få bortført den trinde prinsesse.

 På den ene side er alt således det muliges kunst, men omvendt – viser det sig – er det faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Det er så fantasifuldt fint sat i scene og fortjener stor ros.