Af: Janken Varden

1. juni 2018

Retrospektiv udstilling over kendt ballademagers liv

At følge Jakob Martin Strids viltre fantasi er som en krøllet rutsjebanetur i Tivoli. Men det kræver stringens, rytme og poesi at lave teater af det.

Efter succesen med 'Mustafas kiosk' er Teater Fantasts to ildsjæle, Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh gået videre til 'Lille Frø' – nu med undertitlen 'Strid Teater-kunst'.

Og det er jo helt naturligt. Jakob Martin Strid er nærmest dansk kulturarv, så at der kommer teater ud af hans fantasifulde bøger, er noget man roligt kunne regne med. 'Someone’s gotta do it', simpelthen.

Selvfølgelig! Teater Fantast siger selv: 'En fræk og flabet hyldest til mangfoldighed, fantasi, påhitsomhed og anarki'. Man kan jo blive i godt humør bare af at læse sådan en rabletekst.

Museumsramme

Endnu mens vi er på vej til at sætte os, render et uniformeret menneske rundt i scenebilledet, åbenbart på jagt efter et eller andet. En kollega måske? I alle fald har hun en uniformshue i hånden, som hun åbenbart mangler et hoved til.

Og ganske rigtigt. En kollega har hun, som bliver fundet til sidst og har det helt rigtige hoved til huen. Dermed er der etableret et udgangspunkt: Vi er på et museum og de to uniformerede er kustoder, som skal vise rundt og fortælle.

Og dermed er der også taget et dramaturgisk valg: Udstillingen – forestillingen – bygges op, efterhånden som kustoderne fortæller om episoder i Lille Frøs liv – fra den gang han i en meteor bragede tværs gennem taget på et hus i København og landede med brask og bram hos en frø-familie på femte sal. Den dramaturgi er helt O.K.

Som mange vil vide fra Strids elskede bog, blev Lille Frø taget rigtigt godt imod i den lille familie, med både mor og far og søskende. Men som mange også vil vide, udviklede han sig til at blive en rigtig ballademager. Hans spilopper og uvæsen og ikke mindst hans fantasi, når det gjaldt at opfinde ulykker, blev efterhånden for meget. 

Han hældte middagen i hovedet på Frømor, han tegnede den sovende Frøfar i hovedet, han vaskede alle bøgerne i vand og sæbe osv. osv.

Allerværst gik det hos skolepsykologen, som fik klippet telefonledningen over, sat ild til sit hår og sin taske fyldt med tis.

Men mesterstykket var alligevel den gang, hvor han satte telefonen i ovnen og bagte den til ukendelighed.

Så fik Lille Frø skældud!: 'Du er ikke til at holde ud, når du er så slem!' – og dermed bestemte Lille Frø sig for at tage af sted ud i verden.

Snik-snak

Alle disse optrin er med i Teater Fantasts forestilling. De gestaltes på scenen af de to kustoder, delvis ved fortælling, delvis ved en form for dukketeater.

Og det lever desværre ikke op til bogens kontante humor. Og heller ikke til dens anarkistiske pædagogik eller dens underspillede poesi.

Dukker og rekvisitter er simpelthen ikke spændende nok, og dukkeføringen er i bedste fald ujævn. Men først og fremmest forsvinder både det sjove og det eventyrlige i en opjaget fremdrift som hverken giver rom for stilhed, humor, eller magi. Dertil kommer en evig og overflødig snik-snak fra de to kustoder – 'Nej, hvor fint!' og andre udbrud – som stjæler opmærksomheden. Vi behøver ikke at få alt forklaret hele tiden, at 'så gjorde han det og så skete der det'. Vis det, ikke fortæl det! Og nedlæg forbud mod, at skuespillerne griner på publikums vegne.

Og det er netop den slags pludrende snak, der gør, at skuespillere skaber sig. En slags …se nu hvor sjovt…åj, hvad laver han nu…hvor alt for lidt overlades til publikums fantasi.

Jeg ville ønske, at der var lagt endnu mere arbejde i udformningen af dukker og rekvisitter; jeg ville ønske man havde givet de enkelte optrin bedre tid og mindre lyd; jeg ville ønske, at de to spillere havde taget mere af deres charme – som jeg ved de begge har! – i brug, end den hektiske kamp med dekorationselementer og tidsskema. Forestillingen taber stringens og rytme.

Jeg håber (og tror), at noget af alt dette skyldes nerver – det er muligt, at forestillingen ikke har fundet sin endelige form endnu.

Slutningen – det vil sige efter at Lille Frø har begivet sig af sted hjemmefra – har fine elementer. Jeg tænker på de skæbnesvangre trommer, de hvide tæpper af ørken eller af sne, og mødet med Kong Vinter. Og den knivspids poesi, som Lille Frø får, når han er helt alene i verden, er velkommen.

Andre optrin, som kustodernes interne skærmydsler, vælger jeg at forbigå i stilhed.

Til sidst er Lille Frøs historie fortalt færdig og udstillingen komplet, med smeltede telefoner og det hele, og publikum inviteres op på scenen for at se. Ligesom på et museum. Det var sjovt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.