Børnene sidder spændte på marmortrapperne i det store rum på Statens Museum for Kunst. De stirrer ned mod de store glasvægge ud mod Østre Anlæg – og ser nysgerrige efter ’regnbuen’. Og da en dyb, dump orgelagtig tone klinger ud gennem højttalerne, begynder nogle væsener at bevæge sig rundt: Mærkelige skabninger inde under store skørter af tyl i sorte og hvide cirkler.
Danserne bærer skørterne helt oppe på hovederne. Men efterhånden stikker deres hænder og arme op gennem skørterne, og til sidst presser de skørterne ned om taljen, så man kan se deres ansigter. Langs kanten af deres hætter hænger små, sorte kniplingskrøller og vipper. Mystisk og muntert.
For MYKA’s nye danseinstallation ’Regnbuen’ er i høj grad en sanseoplevelse af kostumer i bevægelse. Designeren Henrik Vibskov har skabt skulpturelle og finurlige kostumer til forestillingens fem dansere, der hele tiden optræder i ens outfit med detaljer i forskellige farver. Med strømper i forskellige farver i deres hvide sneakers – og med hænderne inde i lange, puklede handsker i forskellige farver: Blå, gule, røde…
Tylsstof og fuglefløjt
MYKA’s leder, koreografen My Grönholdt, har efterhånden specialiseret sig i dans og danseinstallationer for de mindste børn. I vinterferien sidste år skabte hun ’Den hemmelige have’ sammen med blomsterkunstneren Poppykallas og musikeren Di Garbi. Og nu er hun altså gået sammen med modedesigneren Henrik Vibskov og komponisten Cristian Vogel om at skabe en abstrakt verden på de hvide marmortrapper på SMK. Udformet som en ’durational performance’, hvor børnene og deres voksne kan komme og gå, som de har lyst, i løbet af den halvanden time, som danseinstallationen varer.
Koreografien for forestillingens fem dansere er skabt af den filippinsk-engelske koreograf Ray Roa Alonso. Bevægelserne spænder fra klassiske fodstræk til hvirvlende bevægelser som i street dance – og til butohagtige rygglidninger ned over marmortrappetrinene. Koreografien går nærmest på opdagelse i kostumerne. Efter talløse dervish-agtige drejninger i de sort-hvide skørter lægger danserne sig ned og gemmer sig under skørterne – inden de tager skørterne af og holder dem foran sig som ’sole’ af tylsstof. Her kan man virkelig tale om, at danserne går i ét med kostumet.
Så skifter musikken til mere eksotiske lyde af fuglefløjt og trommerytmer. Nogle af danserne begynder at udføre robotagtige bevægelser. Andre trasker af sted med mannequinskridt og catwalk-energi eller ruller rundt i strakt spagat på museets marmorgulv. Iskoldt – og desværre også bemærkelsesværdigt beskidt.
Mænd i damesko
Koreografien kommer dog til at virke ensformig i længden, formodentlig fordi forestillingen slet ikke opererer med nogen spændingsdramaturgi. I ’Regnbuen’ vægtes scenebilledet højere end spændingen. Til gengæld er alle fem danserne totalt dedikerede, uanset hvilke bevægelser de udfører. My Marie Nilsson, Sophia Mage, Daniel Jeremiah Persson, Escarleth Pozo og Paolo de Venecia Gile performer alle fem med fin præcision. Og med spændte muskler og akkurate håndstillinger.
Det virker dog underligt, at der aldrig dukker nogen ’regnbue’ op noget sted, sådan som titlen antyder. Men måske refererer regnbuen blot til den queer repræsentation, hvor både mænd og kvinder bærer samme kostumer – og samme makeup med lysende orange og gule striber over øjnene? Dette virker dog temmelig subtilt. Vuggestuebørnene virkede i hvert fald ret upåvirkede af, at både kvinder og mænd spankulerede rundt i højhælede støvler.
Stille glæde
Alligevel efterlader ’Regnbuen’ sin tilskuer med en udsøgt følelse i krop og tanker. En lethed, en ubekymrethed og en stille glæde. Koreografiens bevægelser passer vitterlig også fint ind i det flotte, højloftede rum. I hvert fald indtil danserne vælger at lægge sig i en kravlebunke midt på gulvet, så ingen helt kan se, hvad de laver.
Og når danserne bevæger sig rundt og ser hver enkelt tilskuer nysgerrigt i øjnene, udstråler de et oprigtigt ønske om at danse netop for os, der sidder og betragter dem. Det er fint. Det er også tydeligt, at børnene mærker denne opmærksomhed. I hvert fald de små børn. De halvstore børn havde mere travlt med at spille spil på deres mobiler…
Men sådan er det formodentlig med denne slags ’tilstandskunst’, der ikke bæres af noget plot eller nogen spændingsdramaturgi: For nogle tilskuere virker det bare kedeligt. For andre ligger det spændende netop i den tilsyneladende stilstand. Uanset om det er i regnbuefarver eller i sort hvid.
