11. december 2019

Regionale kunstfonde støtter 46 projekter

De to regionale kunstfonde, Øernes Kunstfond og Den Jyske Kunstfond, der fordeler midler til projekter i krydsfeltet mellem kultur og erhverv, har nu uddelt anden runde året puljemidler, hvor der i 2019 er afsat sammenlagt 5,6 mio. kr.

Fondene blev etableret i 2018 som et politisk-initieret modsvar til Statens Kunstfond, som ikke mindst efter Dansk Folkepartis mening primært støtter kunst og kultur i hovedstadsområdet.

Øernes Kunstfond har i årets anden uddelingsrunde støttet 17 projekter – man fik 31 ansøgninger – hvor der bl.a. er givet penge til kompetenceudvikling for kunsthåndværkere på Bornholm (World Craft Region Bornholm) og lydfortællinger til offentlige kunstværker på Fyn ('Lyt til kunsten').

Den Jyske Kunstfond modtog i anden runde 42 ansøgninger og valgte at støtte 29 projekter, herunder en musikfestival i Jelling og et egnsspil i Tønder samt etablering af PixlArts 'TURkulTUR', der bliver en årlig begivenhed med fokus på Vendsyssels mangfoldighed af produktionssteder for billedkunst, skulptur, musik og teater.

Desuden blev der givet 250.000 kr. til 'projekt Udsigt fra et plejecenter' – der også støttes med 150.000 kr. fra Region Nordjylland.

Primus motor er Limfjordsteatret, der sammen med Morsø Kommune, to lokale plejecentre, en social en social- og sundhedsskole samt en forsker, skal undersøge, hvordan man med virkemidler fra scenekunstens verden kan forbedre livskvaliteten for beboere på plejecentre.

Ideen er udsprunget af Limfjordsteatrets tidligere projekt: 'Et hestehoved foran', der bl.a. handlede om at få øens ældre borgere til at fortælle historier fra gamle dage.

'Vi kunne se, hvordan man med nogle af de redskaber, vi benytter inden for scenekunsten, kan vække sanserne, lokke minder frem og fremme fortælleglæden. Det er noget af det, vi gerne vil arbejde videre med og udvikle igennem dette projekt', lyder det fra teaterleder Gitta Malling.

(Billedet: Fjordglimt er det ene af to plejecentre på Mors, som deltager i pilotprojektet 'Udsigt fra et plejecenter', der har fået støtte fra Den Jyske Kunstfond. Foto: Morsø Kommune)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne