Af

12. februar 2014

Refusionsudvalget: Vi har kvalitetssikret vores arbejdsgrundlag

Jens Frimann Hansen kommenterer kritikken af Refusionsudvalgets arbejde:

Et par af den sidste tids indlæg i Teateravisen fortjener en kommentar. Men først et par generelle bemærkninger om Refusionsudvalgets arbejde:


Det er udvalgets opgave at give en scenekunstfaglig vurdering af en forestillings kvalitative standard. Det skal ske på baggrund af en ansøgning og ved at se forestillingen. Kun i særlige tilfælde kan udvalget godkende en forestilling på ansøgningen alene. Inden for de lovmæssige og budgetmæssige midler udvalget har til rådighed er der reelt to muligheder for at foretage den konkrete vurdering: På showcase efterår eller vinter og til børneteaterfestivalen i april. Flere teatre har spurgt, om ikke udvalget kan komme ud og se forestillingen i marken. Det er ganske enkelt ikke muligt inden for udvalgets tidsmæssige ramme.


Det siddende udvalg har valgt at offentliggøre sit konkrete arbejdsgrundlag (læs det her). Vi har også valgt at kvalitetssikre det. Og ved kvalitetssikring forstår vi, at vi er villige til at ændre det, hvis noget ved vores arbejde viser sig at være uhensigtsmæssigt og kan ændres inden for bekendtgørelsens rammer. Vi godkender for fem år, når vi har set en forestilling, som skal godkendes, og er der tvivl eller uenighed blandt udvalgets medlemmer, kommer tvivlen altid kunstnerne til gode. Ved et afslag tilbyder vi altid en mundtlig uddybning, hvis det ønskes. De teatre, vi giver afslag, vil vi gerne se i øjnene.

Vi har også valgt at sætte os sammen med TIO og Teatercentrum, men også gerne med andre som har et professionelt kendskab til børneteaterområdet og udvalgets arbejde. Der kommer givetvis allerede til at ske ændringer i udvalgets arbejde fra næste sæson, men præcist hvilke er det for tidligt at sige.


Udvalget har besluttet, at vi vil insistere på vores ret til at se alle forestillinger. Om man er et nystartet teaterkompagni, et kommercielt teater, om man er et etableret tidligere, støttet børneteater eller om man kommer fra en helt anden branche og ønsker at spille teater for børn med refusion, skal man regne med at blive indkaldt til showcase. Vi mener ikke det er rimeligt at begunstige nogle teatre frem for andre. Vi kan ganske enkelt ikke opstille objektive kriterier til kvalificeret og retfærdigt at kunne begrunde et sådan valg.

Det kan give problemer for teatre i kontinuerlig drift og det har vakt kritik fra enkelte teatre, helt konkret fra Louise Schouw Teater og Det Lille Verdens Teater via indlæg i Teateravisen.

Udvalget er bekendt med i hvert fald to teatre mere, som dog ikke har ytret sig offentligt. Udvalget ved også, at problemerne ikke lader sig afgrænse til teatre i kontinuerlig drift alene. Fx er det også vanskeligt for nystartede teatre, teatre med en stor scenografi, teatre med mange medvirkende og projektteatre at skulle stille til showcase.

Problematikken er også rejst over for udvalget af både TIO og Teatercentrum, og det vil vi prøve at finde en løsning på sammen med dem. Det sidste er meget vigtigt. Refusionsudvalget har ikke mulighed for at løse problemerne alene, men er helt afhængige af, at det sker i et tæt samspil med alle centrale spillere på refusionsområdet. 

Jens Frimann Hansen er formand for Refusionsudvalget

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg