Ramasjangfyldt jungleteater

Der er liv og glade dage, når Teatergruppen Batidas pigespejderpatrulje ruller sig ud som dramatrup. Der er højt humør og humoristiske konflikter en masse.

Lige fra starten når teltdugen blafrer fordi der er højlydt tumult inde i 'kabinen', og når vi møder den teaterbegejstrede Carmen eller skal vi sige Romeo, da det er en mandsperson (Simon Holm) som drevet af teaterbegejstring – og også af lyst til sværmerier – har forvildet sig ind på det andet køns terræn.

At Carmen/Romeo er spidskompetent udi teatermanuskripter viser sig at komme alle til gode i den tumultfyldte affære med at indøve Junglebogen, som pigespejderne har gang i.

Markante holdninger 

Ved at placere den lille mørkhårede spejderpige Julie (Danay Anaya), som spiller Mowgli i truppens opførelse af Junglebogen, uden for teltet som taske-natte-vogter får Batida puttet en sympatigivende fortælling om eksklusion af ikke etniske danskere ind i stykket og med det tillige slået en kritisk streg under etniske danskeres kedelige hang til og behov for selvhævdelse.

Ved behændigt at have udstyret hver og en i pigespejderpatruljen med en rolle i en bestemt hakkeorden får teatret også fortalt en del om magthierarkier. Både om systemer som bliver opretholdt og som bliver brudt ned.

Nuvel, efter lidt palaver om at gruppen er en lukket patrulje bliver Carmen allernådigst optaget på dramaholdet og prøverne på Junglebogen kan begynde – med alle de ting omkring det at spille teater (både hvad angår ledelse og styring, og hvad angår den måde hvorpå man kan spille en rolle – fx kedeligt amatøristisk), som på den led bliver flettet ind i den teater-i-teater-forestilling, vi har at gøre med.

Mest muntre narrestreger

Forestillingen med den noget lange titel bevæger sig for fuld musikalsk og crazy skrue fremad med begivenhedsrigt meget rav og røre i pigespejder-andedammen. Dette er en koncert for trommer, kontrabas, saxofon m.m. Et lystig konfliktfyldt spektakel indenfor og udfor det alt for lille telt. Et møde med Junglebogs- dyr – fx en topersoners stofudstrakt Shere Khan-tiger på blodtørstige poter og  angstfremkaldende (maske)ulve, som bare vil hjælpe Mowgli.

En forestilling, hvor spejderpiger mundhugges og svinger drabelige dolke. Et spil, hvor den mest generte pige i truppen håber på at vinde en tigerbikini, og hvor Romeo og Julie nusser forlibt nede i en af de store tasker. Et spil i spillet som byder på skyggespil og handskedukketeater. Og et spil, som kulminerer i en finale, hvor de som har gjort noget forkert går til bekendelse og de som føler for hinanden får lov til det.

Musik og humor på et velorganiseret og højt håndværksmæssigt teaterplan er Batidas brand.   Det får man også i denne forestilling. Lige som man får en historie med fart over feltet og holdningsmæssigt kød på sidebenene – vel at mærke indenfor en tilforladelig og lidt ufarlig ramme. Skulle jeg ønske mig mere af forestillingen er det et mere forpligtende indhold og flere dristige kunstneriske valg.