Af: Henrik Lyding

9. februar 2011

Radioteater i Aalborg

Teater Nordkrafts opsætning af romanen ’Nordkraft’ savner scenisk styrke.

Hvad stiller man op med en mammut-nyklassiker som Jakob Ejersbos roman ’Nordkraft’? Som er blevet slugt i adskillige oplag siden 2002, og tilmed er blevet filmatiseret i ganske vellykket version et par år senere. Hvad gør man, når man ikke blot vil være et moderne teater, men tilmed selv bærer navnet ’Nordkraft’?

Skal man dramatisere den i forvejen meget dramatiske roman til teater? Det er fristende, fordi Ejersbos sprog er så dramatisk i forvejen, fordi der er så meget direkte tale og fordi konfrontationerne – ethvert dramas primære motor – ligger så tæt i bogen. Den skulle altså være lige til at hapse og lave godt og pågående teater ud af.

Men den vej vælger den norske instruktør Hans Henriksen slet ikke. Det med naturalistisk teater og følelser er ikke lige ham. Det har han vist i flere opsætninger på Aalborg Teater de senere år. Måske synes han, at det er gammeldags.

I stedet vælger han det tomme, nøgne rum og 16 skuespillere, der alle står med en billigbogsudgave af romanen i hånden foran hver sin mikrofon. Eneste scenografiske element er et stort akvarielignende glasbur midt på scenen og så nøgne sorte vægge, lige til at skrive på med hvid skrift. Hvilket skuespillerne uafladeligt gør, når de ikke er på. Citater og stumper fra romanen, skrevet på væggene og gulvet – over det hele. Teksten som tekst.

Hvilket også er, hvad der sker med selve forestillingen. Den er tekst, den er en roman, og som sådan bliver den sat på scenen. Som oplæsning, hvor både den direkte tale – ’Din lort’ – og romanens regibemærkninger – ’sagde han og smilede’ – bliver sagt.

Klassisk teater i glimt

Undervejs opstår glimt af en form for klassisk teater. Et par af skuespillerne slipper bogen og går i konfronterende spil. Man gætter på, at det nok er det, der er ideen. At vi langsomt glider fra den fremmedgørende oplæsning ind i et mere følelsesladet og ægte spil.

Men nej, sådan er det ikke. Bøgerne vender hele tiden tilbage, spillerne står ofte langt fra hinanden, mens de teksttro læser om Steso, Pusher-Lars, Maja og alle de andre. Taberne i Aalborg med alle deres drømme og længsler. Læser om frustrerede forældre og endnu mere frustrerede børn. Om tjald, hash og det, der er værre. Om afhængighed og abstinenser, og om en lille smule kærlighed midt i det hele.

Hvad der gør indtryk i Ejersbos roman, er hans stærke sympati og medfølelse med disse eksistenser. Han kan grundlæggende godt lide dem, og derfor kommer vi også til det, mens vi læser romanen. Ellers var det heller ikke til at holde ud.

Men Hans Henriksens rigide iscenesættelse åbner hverken for personkarakteristik eller indlevelse. Disse 16 personer forbliver skitser og omrids uden dybere lag. Demonstrativt holdes de ud i strakt arm, ganske som den historie, de er en del af.

Derfor sker der heller ikke rigtig noget på scenen. Her er ordene og en lille smule arrangement, koreografisk stramt afviklet, men ikke specielt spændende at se på i næsten tre timer. Fordi opsætningens pointe er gået op for os efter tyve minutter. At dette er minimalistisk teater, på grænsen til radioteater.

Lukker man øjnene, er Ejersbos historie egentlig underholdende nok. Undervejs bryder en stribe indlagte rocksange den sceniske monotoni en smule, hvilket synes at være deres eneste funktion. På samme måde blev det heller aldrig klart for mig, hvad opsætningens kvælertag på romanens fotografiske naturalisme egentlig skulle gøre godt for. Andet end som en instruktørs jernhårde demonstration af, hvordan man optimalt demonterer en stærk historie.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.