Råt dukketeater

I fortællingen om to teenagedrenges indbyrdes venskab og rivalisering, som Teater Vestvolden og De Røde Heste har samproduceret, indtager to barske teenagedukker hovedrollerne. 

Scenografien er holdt helt enkel med to stykker træ, der effektfuldt agerer alt fra grisestald til jernbaneskinner godt hjulpet på vej af flot lyd og lys. 

Farverne er grå og tonen er barsk. Der bliver spyttet og bandet til den store guldmedalje af de to dukker, der ser ualmindeligt rå ud med deres kæmpe munde, forbrændte hud og små, døde øjne. Var det ikke for påklædningen –  cap’en omvendt på og kridhvide hættetrøjer – kunne de sagtens agere zombier el. lign. i en anden kontekst. 

At der muligvis er en pointe med det afbrændte look, bliver først klart helt til slut, og det overdrevne ydre kreerer en vis distance fra start. Samtidig halter fiktionspagten lidt i forhold til den åbne dukkeføring. For hvad dukkerne mangler i mimik og kropssprog, udviser både Bjarne Kalhøj og Claus Mandøe i overmål bag deres figurer, og det bliver ganske enkelt svært at se bort fra dem og koncentrere sig om dukkerne. 

Følelser og facade

Forstadslivet for de to teenagere er trods deres identiske ydre og et enigt fælles forhold til smøger, bandeord og breezers vældig forskelligt. Vores jeg-fortæller, af Bruno hånligt kaldt ’kylling’, har så åbenlyst livet foran sig bag det barske, trøstesløse ydre. 

I flashback-scener betror han os om en spirende kærlighed og udviser en kejtet følsomhed, der er nem at genkende fra teenagetiden. Han kan eksempelvis ikke finde ud af at spytte og ender med savl på hagen, hvilket Bruno jorder ham for i så overdreven grad, at man slet ikke forstår, at de to er bedste venner siden barndommen, og at ’kylling’ faktisk er hans tætteste relation. 

Ligeså udadrettet og voldelig Bruno er fysisk, lige så tilknappet og hæmmet er han følelsesmæssigt. Der er noget under overfladen, der kan eksplodere hvert øjeblik det skal være, og den spænding fungerer sådan set godt. Med ham er man urolig og på vagt. Man har ondt af ham, og man er bange for ham. 

Det, der virker mindre overbevisende, er drengenes indbyrdes relation. At der er en vis hakkeorden dem imellem, godtager man, og selvfølgelig skal facaden holdes udadtil, når man er teenager. Men hvorfor de to indbyrdes ikke er mere fortrolige, end de faktisk er, vækker en grundlæggende undren, som er svær at se bort fra, og som ender med at blive en hæmsko for handlingen. 

Man gjorde et barn fortræd

I det hele taget bliver den barske, desperate Bruno svær at rumme. Det er muligvis en pointe i sig selv, men hans negative spiral af afstumpethed bliver i længden problematisk at forholde sig menneskeligt til – særligt når vi ikke får lov at komme tættere på, end vi gør.

Der danses længe – også for længe – rundt om den varme grød ift. hans baggrund, og kun i brudstykker får han endelig fortalt lidt af de hjerteskærende ting, han har været igennem. Selvfølgelig er der al mulig alvor bag al hans frustration, men forløsningen udebliver og det hele ender frygtelig tragisk. 

I dette barske setup ville man blive overrasket over en decideret lykkelig slutning, men niveauet af dramatisk uhygge til slut er dog alligevel overraskende voldsomt – og igen ikke super troværdigt.