Af: Randi K. Pedersen

4. februar 2017

Rå vold i æstetisk spændetrøje

Gazart har skabt en sval og veldrejet danseforestilling om purung skrøbelighed og sårbar kærlighed.

En teenagepige er spærret inde i en kube, hvor hun medvirker i et dobbelt skyggespil. Det ydre, som vi ser glide forbi som kønne bevægelig billeder, og det indre, der bliver mere og mere foruroligende efterhånden, som historien udvikler sig. Den handler om den første forelskelse og om kærlighed som fundament og accept.

Pigen ville elskes trods sin overbevisning om, at kun de rigtige kan elske og kun de rigtige bliver elsket. Det kan kun gå galt.

Det ser vi, men vi får det også fortalt. For selv om 'Skyggeland' tydeligt er danseteater, så er forestillingen ikke bange for at bruge ord både som speak og på scenen. I korte enkle sætninger rækker teksten på fineste vis hånden ud mod tilskuere, der måske ikke er så vante med at se dans. Samtidig er alt skrevet så tilpas nøgternt, at danserne ikke risikerer at kløjs i højdramatiske replikker. 

'Skyggeland' er en sval og veldrejet danseforestilling om purung skrøbelighed og en sårbar kærlighed, der ender som sin egen værste modsætning, en sort skygge af blindt had. En dreng kommer til skade, og hun bliver spærret inde.

En så voldsom handling kommer ikke ud den blå luft. Noget har ramt det sted, der får pigens indre skygge og tro følgesvend – 'Vi var altid tre, og skyggen kom altid først' –  til at reagere voldsomt og voldeligt. Det var forkert, men det er skyggens skyld.

En poetisk ramme

Drengens hjerteløse forræderi og fornægtelse af deres spæde forelskelse over for kammeraterne er ubærlig. Men at blive kaldt billig og til fals for alle udløser en eksplosiv trang til hævn, hun ikke kan styre. Det udløse et blodbad, som vi kun hører om og kun ser som en del af et kirsebærtræs røde farver i de smukke videoprojektioner på gulvet.

Rå vold i en poetisk ramme af dans og billeder og ord, der gør overgrebet nærværende, men også bliver lidt af en æstetisk spændetrøje.

Koreografiens renfærdige og kønt dansede udtryk og den klarøjede tekst koster på kontoen for vildskab og lidenskab – ikke mindst den seksuelle. For selv om det handler om de unge og uerfarne, savner man en gnist i det fysiske møde mellem Fie Dam Myginds skyggeramte pige og Søren Linding Urup og Anne Nyboes coladrikkende elskende.

De tiltrækkes og skilles, skifter plads og partner i store og enkle bølger af bevægelse, men også med små afvekslende deltajer.

Alligevel kunne det blive lidt ensformigt, hvis ikke metervis af plastfolie gav trinene kant og danserne modspil. De fanger hinanden ind, strammer til og giver los i et underholdende flow, der få ekstra farve af en forbilledlig stærk lydside.

Her lefles ikke for publikum med kendte technorytmer eller følelsesmanipulerende brug af klassisk musik. Med imponerende timing baner danserne sig vej gennem et farverigt lydtæppe af klange og rytmer, der klart er til stede, men aldrig trænger sig på.

Pigen ender, hvor hun begyndte og så alligevel ikke. Hun er stadig en plaget sjæl indfanget og spærret inde i kuben mellem hvide vægge alene med sig selv og sin gerning. Men nu ser hun virkelighedens skygge i øjnene og lader andre lære af den. På den måde bliver 'Skyggeland' også en forestilling, der helt uden belæring minder unge om, at de har ansvar for deres egne handlinger, men også for hinanden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.