DEBAT
11-03-2021
10-03-2021
08-03-2021
18-02-2021
16-02-2021

Gazart: Skyggeland

Gazart har med 'Skyggeland' lavet en monolog for tre dansere i kærlighedens vold: Søren Linding Urup, Fie Dam Mygind og Anne Nyboe. Foto: Søren Meisner

Rå vold i æstetisk spændetrøje

04-02-2017
Gazart har skabt en sval og veldrejet danseforestilling om purung skrøbelighed og sårbar kærlighed.
FAKTA
Gazart: Skyggeland -

Koreografi: Tali Rázga. Tekst: Thomas Lagermand Lundme. Dramaturg: Inge Agnete Tarpgaard. Scenografi og videoprojektion: Michael Søndergaard. Scenografisk konsulent: Rikke Juellund. Lysdesign: Mikkel Jensen. Lyddesign: Rumpistol. Medvirkende: Fie Dam Mygind, Søren Linding Urup og Anne Nyboe. Aldersgruppe: fra 12 år. Varighed: 50 minutter. Set 31. januar 2017 i Dansehallerne, hvor den spiller 28.1-4.2. Der er planer om turne på et senere tidspunkt. www.gazart.dk

En teenagepige er spærret inde i en kube, hvor hun medvirker i et dobbelt skyggespil. Det ydre, som vi ser glide forbi som kønne bevægelig billeder, og det indre, der bliver mere og mere foruroligende efterhånden, som historien udvikler sig. Den handler om den første forelskelse og om kærlighed som fundament og accept.

Pigen ville elskes trods sin overbevisning om, at kun de rigtige kan elske og kun de rigtige bliver elsket. Det kan kun gå galt.

Det ser vi, men vi får det også fortalt. For selv om 'Skyggeland' tydeligt er danseteater, så er forestillingen ikke bange for at bruge ord både som speak og på scenen. I korte enkle sætninger rækker teksten på fineste vis hånden ud mod tilskuere, der måske ikke er så vante med at se dans. Samtidig er alt skrevet så tilpas nøgternt, at danserne ikke risikerer at kløjs i højdramatiske replikker. 

'Skyggeland' er en sval og veldrejet danseforestilling om purung skrøbelighed og en sårbar kærlighed, der ender som sin egen værste modsætning, en sort skygge af blindt had. En dreng kommer til skade, og hun bliver spærret inde.

En så voldsom handling kommer ikke ud den blå luft. Noget har ramt det sted, der får pigens indre skygge og tro følgesvend - 'Vi var altid tre, og skyggen kom altid først' -  til at reagere voldsomt og voldeligt. Det var forkert, men det er skyggens skyld.

En poetisk ramme

Drengens hjerteløse forræderi og fornægtelse af deres spæde forelskelse over for kammeraterne er ubærlig. Men at blive kaldt billig og til fals for alle udløser en eksplosiv trang til hævn, hun ikke kan styre. Det udløse et blodbad, som vi kun hører om og kun ser som en del af et kirsebærtræs røde farver i de smukke videoprojektioner på gulvet.

Rå vold i en poetisk ramme af dans og billeder og ord, der gør overgrebet nærværende, men også bliver lidt af en æstetisk spændetrøje.

Koreografiens renfærdige og kønt dansede udtryk og den klarøjede tekst koster på kontoen for vildskab og lidenskab - ikke mindst den seksuelle. For selv om det handler om de unge og uerfarne, savner man en gnist i det fysiske møde mellem Fie Dam Myginds skyggeramte pige og Søren Linding Urup og Anne Nyboes coladrikkende elskende.

De tiltrækkes og skilles, skifter plads og partner i store og enkle bølger af bevægelse, men også med små afvekslende deltajer.

Alligevel kunne det blive lidt ensformigt, hvis ikke metervis af plastfolie gav trinene kant og danserne modspil. De fanger hinanden ind, strammer til og giver los i et underholdende flow, der få ekstra farve af en forbilledlig stærk lydside.

Her lefles ikke for publikum med kendte technorytmer eller følelsesmanipulerende brug af klassisk musik. Med imponerende timing baner danserne sig vej gennem et farverigt lydtæppe af klange og rytmer, der klart er til stede, men aldrig trænger sig på.

Pigen ender, hvor hun begyndte og så alligevel ikke. Hun er stadig en plaget sjæl indfanget og spærret inde i kuben mellem hvide vægge alene med sig selv og sin gerning. Men nu ser hun virkelighedens skygge i øjnene og lader andre lære af den. På den måde bliver 'Skyggeland' også en forestilling, der helt uden belæring minder unge om, at de har ansvar for deres egne handlinger, men også for hinanden.

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Skyggeland
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
345678910111213141516171819202122

06-05-2016

04-05-2016

02-05-2016

28-04-2016

26-04-2016

24-04-2016

22-04-2016

20-04-2016

18-04-2016

15-04-2016

13-04-2016

11-04-2016

07-04-2016

22-03-2016

19-03-2016

17-03-2016

11-03-2016

09-03-2016

07-03-2016

05-03-2016

29-02-2016

26-02-2016

24-02-2016

20-02-2016

18-02-2016

15-02-2016

09-02-2016

06-02-2016

02-02-2016

18-01-2016

15-01-2016

12-01-2016

10-01-2016

08-12-2015

04-12-2015

02-12-2015

30-11-2015

25-11-2015

22-11-2015

19-11-2015

Flere anmeldelser