17. september 2022

Prisuddeling på Horsens Teaterfestival

Horsens Teaterfestival, der afvikles 16.-18. september, slutter først søndag eftermiddag, men lørdag aften festes der og uddeles to væsentlige priser til danske børne- og ungdomsteater.

Horsens Børneteaterpris, der er indstiftet af Horsens Kommune og består af 25.000 kroner, en smuk jernskulptur skabt af den lokale kunstner Kaj Rugholm samt naturligvis uvisnelig hæder, blev udelt for 27. gang.

Prisen gives til en person, et teater eller en gruppe personer, der har gjort sig bemærket med en indsats for at fremme det professionelle børne- ungdomsteater – og det passer i den grad på  prismodtager Betina Grove, kunstnerisk leder af Teatret st.tv, hvor hun også er både instruktør og spiller, ligesom hun er noget af en organisatorisk ildsjæl, der p.t. sidder i bestyrelsen både for Dansk Teater og Teatercentrum.

Annette Schultz, næstformand i kultur- og fritidsudvalget i Horsens Kommune,  sørgede for at videregive juryens gode ord om Betina Grove, der sagde, at hun godt kunne lide udsagnet om at være brobygger, men også opfattede prisen for en måde at fejre alle i børneteaterbranchen på.

Forinden havde Jesper B. Karlsen holdt motiveringstalen for  Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2022', der præmieres med 15.000 kr. og sætter  fokus på det gode manuskript som et af de uundværlige elementer i den gode forestilling for børn og unge.  Prisen gives for det fremragende tekstlige grundlag til en af sæsonens forestillinger – og det må Amalie Munkgaard Olesens manuskript til ’Tyvetyve’ bestemt siges at være. Forestillingen er en samproduktion mellem Teaterhuset Filuren, Teater Apropos og Syddjurs Egnsteater med udgangspunkt i en række tekster fra unge om Corona-tidens trængsler (se anmeldelse).

Karlsen kaldte manuskriptet for en poetisk frembrusende tekst med et finurligt og originalt sprog, tilføjet den særlige pointe, at uden kærligt samvær med andre, går vi til grunde.

Amalie Munkgaard Olesen var i øvrigt også Reumert-nomineret i kategorien Årets Dramatiker for manuskriptet, men lørdag aften i Horsens løb hun med prisen.  

(Billedet: Øverst: Betina Grove takkede for Horsens Børneteaterpris, sekunderet af Iben Høgh Grøftehauge og Adelaide Bentzon, Horsens-festivalens projektkoordinator og programleder, samt Annette Schultz, næstformand i kultur- og fritidsudvalget i Horsens Kommune. Nederst: Amalie Munkgaard Olesen med beviset på Danske Dramatikeres Manuskriptpris. Foto: Søren K. Kløft)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside