Prismodtager: 'Teatret er en voldsom, morsom, grufuld kunstform'

Alexandra Moltke Johansens takketale ved prisuddelingen på Horsens Teaterfestival, hvor hun lørdag fik overrakt Danske Dramatikeres Manuskriptpris:

Tak til Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival.

Jeg er utroligt stolt af at modtage denne pris for VOKSEN.

Forestillingen har udløst store - både positive og negative - reaktioner hos dem, den handler om - de voksne. De unge har derimod taget det i stiv arm.

Forestillingen blev ikke inviteret her, så I har nok ikke set den og jeg fortæller jer derfor en smule derfra.

VOKSEN fortælles af tre upålidelige narrehatte. De fortæller os et moderne eventyr om pigen JENNY der stikker af hjemmefra for at gifte sig med den lidt for gamle REX. 

Narrene vil lære publikum at de skal ignorere gråden fra havet og koncentrere sig om at låne penge, arbejde, købe hus og møbler.

Heldigvis hører man også Jennys hund, som hun sidenhen slår ihjel med en skovl, i samtale med en anden hund:

Dét der er mærkeligt er, at her hvor alt burde være godt, går mennesker rundt med tomme ansigter. Lukkede ører. De sover. 

Det er mærkeligt at de har travlt, for de har mange mønter. 

Det er mærkeligt at de bare vil have flere mønter. Det er mærkeligt mennesker ikke kilder. 

Hinanden. 

Eller spiser mad og sover. 

Hele dagen. 

Det er mærkeligt at mennesker ikke bruger deres tid på at slikke.

Hinanden.

Det er mærkeligt at de ikke sætter sig ned i græs. 

De er altid et andet sted. I morgen bliver bedre, siger de. 

Næste år er jeg hvor jeg gerne vil være, siger de.

Det siger mennesker til hinanden.

Mens vi hunde løber efter bold.

Mens vi sover hele dagen.

Mens vi hunde snuser til solsikke og bliver kløet på ryg.

I jagten på kærligheden lader JENNY sig optage i dette kedelige, meningsløse samfund.

Hun kan dog ikke undgå at lytte til det store hav og ender med at drukne sig i det.

Hun finder ingen anden udvej. Men måske gør hendes far. I et brev, som han skriver – uvidende om hendes død – står der:

Jeg vil bygge en stor båd af træ med hvide sejl.

Jeg drager ud på havet og du skal med.

Vi skal finde dem der græder.

Vi skal spørge hvorfor de græder og hjælpe dem.

Forstår du, verden vil forandre sig.

Hvis vi tør sejle ud på havet vil alting forandre sig.

At skrive for de unge er en ære. At have alle disse helt forskellige mennesker, fra forskellige klasser og kulturer er noget man ikke kan finde andre steder.

Lad os aldrig undervurdere dem. 

De rummer en langt større kompleksitet end de bliver krediteret for. 

De tænker og drømmer og frygter mange ting, ligesom os. 

Lad os aldrig undervurdere teatret. Teatret er ikke en platform der har til hensigt at belære de unge om relevante emner. Teatret er en voldsom, morsom, grufuld kunstform, der lever på sine egne præmisser.

Tak til Jørgen, Julie, Jan og Martin for at gå med mig og for at jeg måtte gå med jer.

Alexandra Moltke Johansen er dramatiker