Et demokratisk problem i Refusionsudvalgets arbejdsform

18-11-2018

Søren Ovesen har en replik til seneste indlæg i diskussionen mellem ham og Refusionsudvalgets formand:

Kære Lars


Tak for et personligt svar.
 Du forstår ikke mig, fastslår du. Omvendt må jeg sige, at jeg så glimrende forstår dig. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at dit motiv er fuldstændig renhjertet og bygget på et ægte håb om at skabe en bedre verden uden teater af ringe kvalitet. Og at du betragter dit udvalgsarbejde som et nyttigt redskab til at opnå dette mål.


Også jeg - hvis jeg må være så fri at komme med en personlig betroelse - kæmper for det gode teater. Også jeg er ægte demokrat. Også jeg synes, at der er grænser for, hvor meget et mindretal skal dominere et flertal, især hvis minoriteten har selviske og hensynsløse hensigter.


I min demokratiske optik skal man dog altid lade tvivlen komme “den anklagede” (læs mindretallet) til gode. Man kan med god ret vælge at betragte jeres udvalg som “det udvalg der fradømmer de ukvalificerede teatre/forestillinger retten til den eftertragtede refusion”.

I en så alvorlig sag, med et så drastisk tiltag til følge bør der - synes jeg som god demokrat - være absolut enighed. Den mindste tvivl - repræsenteret af blot et af udvalgets (håndplukkede, extra kyndige) medlemmers divergerende synspunkt - bør “frikende” den anklagede.


Jo, min argumentation vender begreberne på hovedet, du skulle tage at prøve det, til en afveksling. 

Det ord, jeg manglede var ikke det, du foreslog, nemlig smagsdommeri, som i øvrigt da umuligt være det samme som kvalitetsvurdering. Jeg må give Anne Kurtzweil (se hendes indlæg, red.) ret i, at du virkelig blander begreberne sammen - på en meget uheldig måde. 

Det ord jeg manglede, men ikke kunne finde, har ikke umiddelbart noget med jeres forvaltningspraksis at gøre, men var mere for at henlede opmærksomheden på alvoren - det demokratiske problem - i konsekvenserne af den.
 Det ord er et, der dækker den slags indirekte censur, hvor man ikke forbyder det man ikke ønsker, men besværliggør adgangen til det, så man opnår samme effekt. Men det ord findes vist ikke. 

Jeg bryder mig ved Gud ikke om dårligt teater (selvom jeg tror, at en verden uden ville være frygtelig kedelig) men jeg mener nu engang, at dårligt teater skal bekæmpes med godt teater og ikke med anstrengte, kantede, ydmygende bureaukratiske foranstaltninger som dem I - kære, sympatiske udvalgsmedlemmer - har påtaget jer at varetage. 

Mit håb med det første indlæg var at opmuntre jer til en praksis med større generøsitet og mere humor. Men det faldt vist ikke i god jord.


Det var så det sidste ord fra mig i denne omgang. God jul! 

Søren Valente Ovesen er skuespiller, dramatiker og instruktør hos Teatergruppen Batida