Ironi på gale veje

13-04-2014

Søren Ruby svarer på to debatindlæg, Søren Ovesens 'Forkerte slutninger' og Andreas Dawes 'Hold jer til den faglige kerne':

Til Søren og Andreas. 

Jeg beklager, hvis min brug af ironi har vildledt jer. Jeg skulle måske have lavet en smiley? Jeg mener ikke at være i nogen elite, ej heller på nogen piedestal - det var det modsatte, der var min pointe, som jeg uddyber efterfølgende. Samfundets store anerkendelse og det prestigefulde i vores branche har de fleste af os vist til gode, omend skulderklap, applaus og venlige smil er en dejlig del af teatervirkeligheden.

Kort, Søren Ovesen, om refusionsudvalgets opgave som værende udelukkende at afgøre om det er professionelt teater, er vist at simplificere deres opgave. Ellers kunne det vel gøres administrativt? Udvalget lægger i deres afgørelser vægt på forestillingens kvalitative standard, der som udgangspunkt skal kunne godkendes som værende professionel.

Lad os teatre i stedet tage en debat om hvordan vi sikrer og højner den kvalitative standard i dansk børne- og ungdomsteater. Måske vi skulle lave et kvalitetsseminar?

Søren Zacho Ruby er skuespiller, dramatiker og teaterleder for Det Kommende Teater