Den fantastiske refusionsordning

25-09-2008

Købsrefusionsordningen!! Gabende teknisk, og noget med tørre 50% fra staten til køberne, der så har bedre råd til de teaterforestillinger de selv har valgt. Godt for teatrene og for publikum, men ellers ganske uinteressant og en lille smule bureaukratisk!

Men denne lille sære ordning, der er ganske unik og oprindelig kun tænkt som en styrkelse af den folkelige kulturforsyning, har udover at opfylde sit formål på fornemste vis, en helt anden, slet ikke tiltænkt, sideeffekt. Den har formået at skabe den kortest tænkelige vej fra ide til scene.

Igennem mere end 35 år har støtteordningen givet talrige scenekunstnere muligheden for - uden indblanding fra producenter, fra teaterdirektører med anstrengte budgetter, fra teaterfaglige råd, fra masseopkøberes hensyn til den gennemsnitlige smag, at udvikle og præsentere netop deres nye, specielle, skæve, særprægede forestilling, og kun været afhængig af - at møde sit publikum.

Med refusionsordningens indførelse satte man en udvikling i gang som er uden sidestykke. Teater var hidtil udelukkende blevet spillet i dertil indrettede, dyre bygninger med lønnede direktører, annoncebudgetter og benhårde krav til høje belægningstal. Med den nye refusionsordning i ryggen, skabte det turnerende danske børneteater, sammen med lærere og pædagoger, et helt nyt landskab bestående af spillesteder i tusindtal, nemlig alle landets gymnastiksale og samlingsrum i skoler, børneinstitutioner og på biblioteker.

Man beviste, at teater sagtens kan ses der hvor børnene færdes til daglig, og opfandt begrebet Teater i øjenhøjde. Landets pedeller lærte sig mørklægningens kunst og med tiden fik lokaliteterne installeret stærkstrøm inden for et almindeligt kabels rækkevidde. Teatrene, grupperne udviklede samtidig de praktiske færdigheder, der får store, strålende scenografiske vidundere til, med et snuptag, at folde sig sammen til næsten ingenting, let at anbringe i en kassevogn, let at opstille næste dag et andet sted i landet.

Det er vores virkelighed i dag. Og vi er så vant til den, at vi dårligt skænker den en tanke, og måske en gang imellem ligefrem keder os ved den.

Vi tager ordningen for givet, og lader os ikke ryste af de jævnlige angreb der i det skjulte øves på den.

Men rejs ud i verden! Når du kommer hjem igen vil du omfavne den gode gamle refusionsordning og elske den med fornyet lidenskab.

For den er nemlig både en gave til kunsten og samtidig ekstremt demokratisk, og som sagt fuldstændig enestående i en verden besat af magter: Statsmagter, centralmagter, kulturmagter, mediemagter, kontrolmagter alle befolket af magtmennesker.

Den gode gamle refusionsordning er den eneste af sin slags, der for alvor befrier kunsten fra disse magter og overgiver den til dens rette ejere: folket!! Ikke et ondt ord om kulturministeriets støtte til specifikke kunstnere og initiativer. Det er fint og nødvendigt. Men en statsstøtte der ikke styres af et organ, men frit administreres af folket uden indblanding, censur og formynderi, hvor på denne klode findes det ellers? Ingen steder. Overhovedet ingen steder!

Lad kundskaben om refusionsordningens revolutionære potentiale blive mellem os! Den dag vores liberale regering, der ikke er spor liberal længere, men mere kontrollerende end nogen regering siden enevældet, opdager hvad det er for en kunstnerisk ustyrlighed der støttes og stimuleres af den tilforladelige ordning, så er det slut! Den vil øjeblikkeligt blive bragt under kontrol og statsautoriseret. Det er sikkert og vist.

Ja, vi skal huske at ære og elske vores gode gamle refusionsordning , og stå vagt om den med samme nidkærhed, som vi står vagt om ytringsfriheden. For faktisk er den jo en filial af samme ytringsfrihed. Friheden til at ytre sig i sit eget teatersprog og til at finde sit eget nok så smalle og aparte publikum. Uden at spørge om lov først!

Se det er noget værd!
Og hvad mon det så betyder for kunsten? Meget! I nogen tilfælde alt!!! At kunne få en ide, at samle nogle folk omkring den, sætte ideen i scene, måske med få midler, at præsentere den på den årlige festival, som er gratis og åben for enhver der laver professionelt teater for børn og unge, og dér møde et publikum, som uden store lokaleomkostninger kan købe forestillingen FOR DEN HALVE PRIS!!!.

Hvis ikke det giver næring til et kunstnerisk og kulturelt vækstlag, hvad gør så? Ja, jeg spørger bare!

Så længe leve den antiautoritære, anticentralistiske, demokratiske, folkelige, frugtbare refusionsordning!

For den har skabt den korteste vej i verden fra ide til scene!!!

SØREN OVESEN er dramatiker, spiller m.m. i Teatergruppen Batida - og nyvalgt medlem af executivkomiten i International ASSITEJ.