Hvor skal samtalen om dansk ungdomsteater føre os hen?

18-02-2021

Nanna Bøndergaard Butters  kommenterer debatten omkring teaterchef Jon Stephensens udtalelser om dansk ungdomsteater - konkretiseret med erfaringer omkring ZeBU's eget nyligt afsluttede festival for unge-projekt (se note):

 

DET ER LET at blive fornærmet, når Jon Stephensen, Aveny-T’s teaterchef, hævder, at teatret som kunstform mangler at anerkende unge som målgruppe. Adskillige teatre, med og uden faste huse, producerer ungdomsteater og har gjort det længe.  

Skal der komme noget positivt ud af debatten, må det være en nøjere samtale om, hvem de unge er; hvad er det særlige ved denne målgruppe? hvordan adskiller scenekunst for dem sig fra scenekunst for andre målgrupper? hvordan er og gøres scenekunsten relevant for de unge? og hvor skal ungdomsteatret bevæge sig hen i fremtiden?

Jon opererer med et ungdomsbegreb, der dækker alderen fra 15-34 år. Han peger endvidere på, at begrebet børne- og ungdomsteater bør droppes og ungdomsteatret udskilles som selvstændig genre, der først starter ved 15 år.  

 

I TEATERBRANCHEN bør vi altid være nysgerrige på vores egen praksis og på publikum. Kan der være noget rigtigt i Jons påstande?

På ZeBU, et af Københavns mange børne- og ungdomsteatre, har vi netop i det forgangne år haft fokus på at undersøge ungdomsteatret og teatrets relevans for de unge. Det har vi gjort gennem vores Festival For Ungdomsteater. Vi har haft syv ungdomsforestillinger, egne og gæstespil, på repertoireret. 800 billetter til ungdomsforestillinger er givet væk i festivalen, og 300 unge har set op til flere forestillinger. 

Som en del af festivalen har vi også igangsat en undersøgelse af teatrets relevans for de unge. Vi har været nysgerrige på, hvordan de unge selv oplever, taler om og forholder sig til teatret. Vi opererer i vores undersøgelse med en aldersgruppe, der spænder fra ca. 13 år og op til 20 år. Resultaterne af undersøgelsen udkommer i foråret. På foranledning af debatten startet af Jon vil vi dog allerede nu løfte sløret for enkelte pointer, der træder frem af undersøgelsen.

En hel central pointe er, at de unge, der ser teater hos os som en del af deres skoleundervisning, i høj grad vurderer deres forestillingsoplevelse i forhold til læring. Dette er så fremtrædende, at enkelte måske ikke en gang tænker på deres teaterbesøg som et møde med scenekunst, men som en forlængelse af undervisningen og skolen. Noget tyder altså på, at de unges møde med scenekunsten i høj grad farves af, at det er i rammerne af skole, mødet foregår. 

Flere unge i den omtalte aldersgruppe møder kun scenekunsten via skolen, og det kan give anledning til overvejelser i branchen over, hvordan dette indvirker på de unges oplevelse og fremtidige scenekunstneriske kulturforbrug. Skal man endvidere imødekomme Jon, kunne dette give anledning til overvejelser om at skelne skarpt mellem unge, der benytter sig af scenekunst i forbindelse med deres uddannelsesinstitutioner og unge, der helt af sig selv går i teatret. 

 

VORES UNDERSØGELSE på ZeBU har gjort os nysgerrige på, hvor mange teatre i Danmark der har udfordringen at skulle sælge billetter til 13-17-årige unge, der vil komme i teatret helt af sig selv?

Samtidigt peger undersøgelsen også i retning af, at det er vigtigt for netop denne målgruppe ikke at blive talt ned til og belært.  De vil gerne se forestillinger, der rammer dem og behandler temaer, de kan genkende sig selv i, og de vil gerne udfordres på, hvordan en forestilling kan formidles scenekunstnerisk. De synes, det er tåkrummende, hvis de voksne prøver for meget at være unge med de unge og spille unge, når de tydeligvis ikke er det. 

Omvendt peger flere på, at de gerne vil mødes ligeværdigt, inddrages i forestillingerne og være i dialog med de voksne scenekunstnere om de emner, som forestillingerne bearbejder. Det tyder på, at denne aldersgruppe netop er meget bevidst om sig selv som unge med særlige aldersbestemte udtryk, problematikker og kulturreferencer. 

At der så kan være stor forskel på, hvordan man oplever sig selv som ung på tværs af alderen 13-20 år, er oplagt. Mere interessant er det måske, at flere også peger på, at det for dem er lige meget, om det er ungdoms- eller voksenteater, de ser, så længe de bliver ramt, bevæget og revet med af det scenekunstneriske udtryk. Det kan tyde på, at Jon undervurderer de yngste unge.

 

TILBAGE STÅR, at vi selvfølgelig altid kan diskutere vores segmentering af publikum og de konsekvenser og scenekunstneriske valg, disse segmenteringer foranlediger. Men sikkert er det, at jo flere steder unge oplever scenekunst, der rammer dem, jo større chance er der for, at scenekunst også står på deres kulturforbrug i fremtiden – uanset hvor længe de så er unge!

Det vil i den forbindelse være en skam at begrænse mulighederne for møder med scenekunsten til én Nationalscene For Ungdomsteater og dermed negligere de mange scenekunstproducenter landet over, der på utallige måder arbejder og har erfaring med at producere teater for unge.

Vi er altid klar på at tale videre om emnet og opfordrer vores kollegaer til at tage en fælles debat om, hvor ungdomsteatret skal bevæge sige, når undersøgelsen udkommer. 

 

Nanna Bøndergaard Butters, projektleder/koordinator FUT (Festival For Ungdomsteater) på ZeBU