En utrolig ringe kulturminister

27-03-2020

Hans Henrik Clemensen raser over kulturminister Joy Mogensens manglende format til at kæmpe for sit stofområde:

I dag (26.3, red.)ser jeg en overskrift i Berlingske. Kulturministeren udtaler, at hun ville anse det for upassende, hvis hun “står og taler om kultur lige nu”.

Denne udtalelse har nærmest hensat mig i choktilstand. 

Hvordan i alverden kan en kulturminister komme med en så gennemført tåbelig udtalelse på dette tidspunkt, hvor landet stander i våde.

Det er jo lige netop nu - lige nu, der skal tales kultur. Kultur forstået bredt som det, der binder os sammen, som viser os veje at gå og som analyserer samfundet, hvad enten det er teater, bøger, maleri, film eller musik. Igennem historien er de største værker netop skabt i den slags kriser, som vi befinder os i nu. 

Og overalt - i baggårde, i vinduer på nettet skabes der lige nu kultur som tjener til sammenhold og sammenlapning af et splittet samfund i en hård tid.

Og så tillader den - ja, undskyld udtrykket - historisk inkompetente minister for kulturen sig gudhjælpemig at håne og nedgøre de mennesker, der år og dag kæmper for at give danskerne og hele verden den sammenhængskraft og den menneskelighed, som kultur dybest set er. 

Der bør  reageres politisk. Joy Mogensen er simpelthen ikke sin stilling voksen. 

Nogle fra regeringens støttepartier bør trække ledende folk i S til side og fortælle dem, hvor usselt deres kulturminister gererer sig. En minister for kulturen skal forsvare sit område på nøjagtig samme måde som en erhvervsminister, der i den nuværende situation udfærdiger pakker, der kan løse ihvertfald dele af erhvervslivet problemer.

Vi i kulturlivet har en minister, der finder det upassende at tale om sit område i en tid, hvor alting ramler og hele kulturlivet bløder. Og det var jo kun fordi støttepartierne vred armen om på hende, at det to procents omprioriteringsbidrag blev fjernet.

På intet tidspunkt har kulturministeren i de sidste 7-8 måneder - siden valget - kommet med noget, der bare ligner en selvstændig tanke på kulturområdet. 

Joy Mogensen er en - efter min mening - utrolig ringe kulturminister. Nok den ringeste siden ministeriet blev dannet af Bomholt i tresserne. Og det siger sgu ikke så lidt!!

Hans Henrik Clemensen er skuespiller, instruktør, tidligere næstformand i Dansk Skuespillerforbund, tidligere medlem af Scenekunstudvalget, tidligere medlem af Refusionsudvalget m.m.