Teaterpædagogisk Salon: 'Kunsten kan få ting til at hænge sammen inden i os selv'

28-01-2020

Julie Johanne Kirkegaard skriver om Teaterpædagogisk Salon på Edison, hvor man ville undersøge og komme med nye bud på, hvad teater, performance og pædagogik kan bruge hinanden til:

 

ART-FACT COPENHAGEN inviterede i lørdags (25. januar) til en teaterpædagogisk salon på Edison. Det er et vigtigt og relevant initiativ i en tid, hvor drama som fag og metode i diverse pædagogiske kontekster er under pres – ja, måske ligefrem i krise, måske endda stor krise.

Da jeg formoder, at salonen vil interessere langt flere end de 70 mennesker, der var mødt op, følger her et lille referat af de væsentligste pointer til almindelig orientering og oplysning. 

Salonens program var tætpakket, og det er i sagens natur nødvendigt at selektere i al indholdet. Mange spændende ting blev der sagt, men her skal det dreje sig om det, som jeg selv finder mest væsentligt – og som mestendels angår de aktuelle udfordringer, som blev tematiseret: 

Ifølge Jørgen Carlslund fra teatret ZeBU er udfordringerne ved deres teaterpædagogiske arbejde de udfordringer de støder ind i, når de møder de systemer og strukturer, som skolerne er underlagt, - det er f.eks. sådan noget som arbejdstidsregler, pauser og frikvarter. Derfor fremførte han også den væsentlig pointe, at arbejdet med at støtte og udvikle det teaterpædagogiske felt bør ske på nationalt plan, hvis det virkelig skal gøre en forskel. 

 

TILSYNELADENDE FINDES der i hvert fald én embedsmand længere oppe i systemet, som ikke er klar over argumenterne for, hvorfor det giver mening at bringe kunst- og kultur ind i folkeskolen! En deltager kunne i hvert fald fortælle om en talentkonference, hun netop havde deltaget i, hvor en embedsmand havde efterspurgt gode argumenter (og jeg tilføjer: denne embedsmand er formentlig ikke den eneste, der mangler argumenter!)

Anne Bamfords report 'The Ildsjæl in the classroom' fra 2006 blev i den forbindelse nævnt. Til dem, der ikke kender rapporten, kan jeg informere om, at det er en undersøgelse af tilstanden af de kunstneriske- og musiske fag i folkeskolen. Selv om rapporten har 14 år på bagen, er den stadig yderst relevant og aktuel – og dens konklusioner er ikke opmuntrende læsning. 

 

JØRGEN CARLSLUND rejste følgende problemstilling vedr. det teaterpædagogiske arbejde generelt set: ”Der er et kæmpe udviklingspotentiale i det her. Der er et behov der giver mening, men hvem definerer behovet?” 

Jeg bemærker: Der blev ikke givet noget svar på dette spørgsmål og svaret er formentlig ikke lige til, men det er åbenbart nødvendigt at nogen begynder at definere behovet. 

Teater ZeBU arbejder i deres teaterpædagogiske projekter på tværs af skellet mellem amatører og professionelle, hvilket har konsekvenser for støttemuligheder. De søger både fonde til sociale indsatser og til professionel scenekunst, men at få støtte fra sidstnævnte er op ad bakke (det blev dog bemærket, at en undtagelse her er Fix&Foxy ledet af Tue Biering. Fix&Foxy har i mange år arbejdet med ikke-professionelle, og de får tilsyneladende penge, formentlig på grund af navnet og meget stærke koncepter).

 

KRISTIAN SKJÆRLUND, lektor på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, kunne informere om den pauvre forfatning, som Danmarks Dramalærerforening er i. I 2016 kunne foreningen fejre sin 50 års fødselsdags – desværre mest som noget, der mest af alt lignende en begravelsesfest.

Kristian Skjærlund kunne ligeledes fortælle, at drama er forsvundet fra bekendtgørelsen på pædagoguddannelserne. Nu hedder det noget med ’krop’, ’æstetik’ eller ’sanselighed’. Det er ikke længere et særligt fag, som man kan opøve en særlig faglighed indenfor, men knyttet op på kompetencebegrebet. 

Til morskab for salonens deltagere fortalte han også om, hvordan de digitale undervisningsplatforme bl.a. har medført, at han underviser i drama online! (og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det minder lidt om tørsvømning!) 

Kristian Skjærlund kom endvidere med denne bemærkning: ”Vi bliver nødt til at lave redningsbåde af meningsfuldhed”. 

Metaforen er smuk, men desværre et billede på, hvordan man som lektor der arbejder med musiske og kreative fag, dramapædagogik og improvisation kan opleve sit forehavende i en uddannelsesmæssig kontekst, der er domineret af omstillinger, reformer og udvanding af faglighed. 

 

JAN FOGHT, kunstnerisk leder på Art-Fact, kom afslutningsvis med følgende diagnose: 1) Faget er forsvundet, men genopfundet. 2) Der sker en didaktisk åbning fra fag til projekt, hvilket har dybtgående didaktiske konsekvenser 3) Der sker domæneoverskridelser mellem kunst – dokumentation – forskning – performance. 

 

JEG CYKLEDE hjem fra salonen med følgende spørgsmål og tanker: 

Drama er stærkt presset i de institutionelle uddannelsesmæssige rammer. Dér, hvor det sker, er i diverse miljøer rundt omkring båret frem af projektmagere, idémennesker og ildsjæle – måske med teater ZeBU som spydspidsen.  

Er denne udvikling ”god nok”? Og er udviklingen et symptom på et aktuelt samfund, der stadig er ved at finde sine ben i de mange reformer og omstillinger og vil ”det hele” mon falde på plads af sig selv – eller risikerer vi, at en generation af unge mennesker går gennem deres vigtige børne- og ungdomsår, hvor deres møde med teater, drama, kropsliggjort historiefortælling, improvisation og fælles skabelse beror på tilfældighederne og ”the ildsjæl”? 

 

I INVITATIONEN på facebook til salonen stod bl.a.: ”Vi synes der er brug for mødesteder for os, der agerer i et efterhånden meget spredt fagmiljø.” Jeg håber på, at Art-Fact organiserer flere saloner, der kan fungere som fast mødested for fagmiljøet – så faget, hvad enten man kalder det dramapædagogik, teaterpædagogik eller anvendt scenekunst vil stå stærkt indadtil, men i særdeleshed også udadtil. Der er brug for det!

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at værdien af hele den teaterpædagogiske verden med alt, hvad den har at byde ind med af projekter, samarbejder, ideer, værdier, traditioner og metoder var salonens uudtalte præmis. Det teaterpædagogiske arbejde med børn og unge er ekstremt meningsfuldt – eller som det så fint blev formuleret af Jørgen Carlslund: ”Kunsten kan få ting til at hænge sammen inden i os selv”. 

 

Julie Johanne Kirkegaard er dramatiker og BA i uddannelsesvidenskab med kandidatgrad i pædagogisk filosofi