Forestillingsperle og benspænd

05-10-2019

Niels Vandrefalk kommenterer sammenfaldet af Teatret Fair Plays 'Den første dråbe blod' og Teatret st.tv/Mungo Parks 'Pigen med bomberne':

 

I aftes så jeg en perle af en forestilling om ’Kundby-pigen’ på Fair Play i Holbæk, ’Den første dråbe blod’.

En fremragende tekst af Robert Reinhold og den flotteste instruktion af Robert Parr, jeg har set. Og jeg har set de fleste gennem årene.

Med særdeles dygtige skuespillere på et velcastet hold scoret til formålet.

Et dybt relevant udspil fra et teater med 10 fingre på samfundets kollektive puls.

Ovenikøbet et teater, som med denne forestilling i den grad lever op til blåstemplingen: Egnsteater - idet emnet tager udgangspunkt i en dybt ulykkelig lokal case: Landsbyen Kundby ligger 8 km fra Holbæk.

Men jeg blev gram i hu, da jeg erfarede, at Teatret st.tv i samarbejde med Mungo Park  i Allerød og med Tue Biering som forfatter/instruktør havde lagt deres premiere på nøjagtig samme tema dagen før!!

Vi har tradition for at hjælpe og støtte hinanden i  den mindre velpolstrede del af dansk teater, ikke bevidst at lave benspænd i målfeltet.

Når altså der ses bort fra ulykkelige undtagelser som denne, hvor lykkeriddere på teatrets store rummelige galopbane tager chancen og med ufine midler kæmper for at komme først til målet. 

 

Niels Vandrefalk er leder af Holberg Teatret