Brug oplevelse af 'Frøken Ignora eksploderer' konstruktivt

10-09-2019

Peter Byrholt Nielsen kommenterer Mette Rud Nielsens indlæg om Anemonens forestilling 'Frøken Ignora eksploderer':

Kære Mette Rud Nielsen!

Hvor er det godt du deler jeres teateroplevelser på dette medie, det er ikke ofte det sker. I har haft en dårlig oplevelse af 'Frøken Ignora eksploderer' på Anemonen, fortæller du.

En teaterforestilling kan ligesom en film, en historie eller andre oplevelser modtages meget forskelligt fra barn til barn og fra voksen til voksen. Når et barn har haft en dårlig oplevelse er det bedste man som voksen kan gøre, at lytte til barnet og spørge ind til oplevelsen. 

Og vigtigt: uden selv at give udtryk for sine gen mening! Det kan nemlig styrke barnets opfattelse, at det her teater er noget farligt eller kedeligt. Og ja, måske skulle du have lyttet til dit barnebarn og være gået ud af teatret.

Du mangler at fortælle, om det var dit barnebarns første teateroplevelse, om du selv går i teater og om der måske kan være noget i dit barnebarns tilværelse, der kan udløse en reaktion. Vrede, skilsmisse eller død i nærmeste familie.

Du ved sikkert at 'Frk. Ignora' er en serie små børnebøger om en moderne Pippi Langstrømpe. I kunne måske læse bøgerne sammen. Det kan være en god forberedelse inden et teaterstykke. F.eks. spiller Det Lille Teater lige nu 'Mormors Gebis' efter Jakob Strids billedbog. 

Jeg håber virkelig at Lola kommer med dig i teater igen, for der venter jer rigtig mange gode oplevelser sammen.

Læs i øvrigt hvad Teateravisens anmelder har skrevet om'Frøken Ignora eksploderer'..

Venlig hilsen fra Peter Byrholt Nielsen - som har haft mange gode stunder i teatret både med mine egne børn og med mine elever i skolen.