Overraskende negativ anmeldelse af 'Små dyr med pels'

10-04-2019

Egil Boisen kommenterer Gudrun Hagens anmeldelse af De Røde Hestes og Teater Vestvoldens forestilling 'Små dyr med pels':

Hej Gudrun 
Din anmeldelse er overraskende negativ. Jeg har set stykket og nydt det af hjertet. 
Jeg bemærker, at du kritiserer stykket ud fra hvordan du hellere ville have haft det: Dels er du ked af, at det ender tragisk og grumt. Dels at man kan forholde sig til både dukkeførere og dukker (og ikke kun dukkerne). Og dels at man ikke kommer tæt nok på den 'afstumpede' figur, til at kunne rumme ham menneskeligt. 
Er du sikker på, at du var åben nok til at opleve stykket? Har du gjort dig tanker om, hvem gårdmanden, der kommer med æbler, er og den rolle han spiller? 
Stykket handler om nåde, i øvrigt. Og det stiller jo i sig selv et spørgsmål om, hvad man kan rumme menneskeligt. Du oplevede vanskeligheder der, og det er jo også værd at tage med sig hjem, efter sådan en teaterkunstoplevelse. 
Egil Boisen