Svendborg Kommunes Kulturpris 2018 til Peter Michaelsen

Lørdag 8. december blev Svendborg Kommunes Kulturpris 2018 tildelt skuespiller og instruktør Peter Michaelsen ved et arrangement i Borgerforeningen.

Kulturprisen, der består af en skulptur samt en cittaslowkurv med kulturgavekort,  tildeles en person eller gruppe af personer, som er bosiddende i Svendborg Kommune, og som har ydet en ekstraordinær indsats for at sætte Svendborg på det kulturelle landkort.  

Og det må Peter Michaelsen (f. 1948) siges at leve overmåde fint op til - hvilket også fremgår af motiveringstalen: 

'Peter Michaelsen har i over 50 år lagt sit liv i kulturens tjeneste. Det kunne derfor forventes at han snart begyndte med at drosle lidt ned. Men det er ingenlunde tilfældet. Han er fortsat en særdeles aktiv og integreret medspiller i Svendborgs kulturliv, og kan vel nærmest betegnes som en institution i sig selv. Teater og filmmanden Peter Michaelsen var gennem 30 år knyttet til BaggårdTeatret, og huskes især for sin medvirken i jubilæumsår succesen ’Lys over Svendborg’ i rollen som A.P. Møller i 2003.

Han har medvirket i utallige teaterprojekter, skabt filmen ’Befri Fyn’, været underviser på bl.a. Skolerne i Oure Sport & Performances Teaterakademi og taget sin tørn som en engageret og vellidt formand for Kulturelt Samråd gennem otte år. Senest har han været en af hovedaktørerne i arbejdet med Festivalen Svendborg Dage med Brecht – en festival med internationalt format - der rækker ud i hele Danmark og Europa. Her har han bl.a. bidraget med at omskabe Brechts hørespil, 'Forhøret over Lucullus,' til en radiobiografforestilling. Peter Michaelsen er anerkendt af mange for sin brede og samarbejdende tilgang til kultur, og for en kæmpe frivillig indsats gennem årene med at få Svendborgs kulturliv til at blomstre'.

Den omtalte radiobiografteaterforestilling har turneret rundt i landet og var også med på Aprilfestival 2018 i Syddjurs - og er blevet anmeldt her på portalen.

Peter Michaelsen var nomineret til prisen sammen med Svendborg Kammermusikforening og musikforeningen Rytmisk Råstof. Og det sympatiske teatermenneske valgte rørt at dele sin pris med alle dem, der har været med i hans mangeårige aktiviteter.

'Der er stjerner og vandbærere, og jeg har selv altid haft det bedst med at være vandbærer og har aldrig været alene om de ting, jeg har lavet. Mange andre har hjulpet til, så det her er også en pris til alle dem', sagde han ifølge fyens.dk

Svendborg Kommunes Kulturpris er i øvrigt tidligere tildelt Peter Michaelsens mangeårige kollega fra BaggårdTeatret, idet Peter Seligmann modtog den i 2002. Og i 2011 fik teatrets daværende leder, Lasse Bo Handberg, kulturprisen. 

(Billedet: Peter Michaelsen (tv) fik 8. december overrakt de synlige beviser, skulptur og gavekurv, på Svendborg Kommunes Kulturpris 2018. Foto: Svendborg Kommune)  

(caj)