Sprogstimulering med teater til børnehavebørn

I 2017 gennemførte teaterpædagoger fra Filiorum i samarbejde med Det Lille Teater og finansieret af Københavns Kommune(Fagligt Center/Åben Dagtilbud) to sprogstimuleringsforløb for mindre børn med teaterforestillinger som omdrejningspunkt.

Reaktionerne fra både børn og pædagoger vidnede om konkret udbytte i form af sproglig fremgang og forståelse for teatrets påvirkningsmuligheder (se artiklen 'Øget appetit på ord').

Nu er der indgået aftale om et nyt to-årigt samarbejde mellem Filiorum og Fagligt Center/Åben Dagtilbud i Københavns Kommune til gavn for kommunens børnehavebørn og deres muligheder for at blive sprogstimuleret igennem teatrets virkemidler.  

Således får 24 institutioner mulighed for at  deltage i længerevarende undervisningsforløb, som skal styrke børnenes sproglige, sociale og æstetiske læring. Forløbene er bygget op omkring teatrets evne til at styrke børnenes sproglige kompetencer gennem sprogstimulerende teaterlege, sange og rim.

Under forløbene får børn og pædagoger besøg af Filiorums teaterpædagog, som arbejder med børnene ud fra ovennævnte principper. Undervisningen fokuserer på en sproglig og kropslig bearbejdning af den teaterforestilling, som børnene ser på Det Lille Teater. Og dette efterår er det den aktuelle forestilling 'Gorillaen, der var en gorilla', som danner afsæt for sprogarbejdet. 

I forløbet indgår også Filiorums Kunstneriske Laboratorium som en kreativ efterbearbejdning af teaterforestillingen – her bliver der dette efterår sat fut i børnene mundtøj under overskriften 'Bananer Bananer', som det muntert beskrives i en pressemeddelelse fra Filiorum.

Det nye samarbejde kommer også til at indeholde kompetenceworkshops for pædagoger i de deltagende institutioner, som har til formål at inspirere og styrke pædagogerne, når de sammen med børnene forud for teaterforestillingen og fremover i deres daglige arbejde fokuserer på sprogstimulering.

Læs mere om Filiorum og samarbejdet med Københavns Kommune på www.filiorum.dk

(Billedet: Børn og pædagoger fra københavnske børnehaver deltager i Filiorums undervisning. Foto: Filiorum)