Nyt online-site: Teaternyheder.dk

Have Kommunikation lancerede 1. marts et online-medie ved navn Teaternyheder.dk, der som titlen antyder er tænkt som et nyhedsite, der 'i korte artikler vil præsentere alt det nyeste inden for scenekunsten fra både ind- og udland':

'Som kommunikationsbureau for en række teatre og scenekunstnere over hele landet ved vi fra første hånd, hvordan det er blevet en stadigt større udfordring at få den omtale, man har brug for. Kulturredaktionerne bliver beskåret, og man skal virkelig skille sig ud for at få taletid. Vi har kigget på hele mediebilledet og kunnet konstatere, at der mangler en platform for de rene scenekunstnyheder. Der findes i forvejen glimrende dækning af scenekunsten, men den rene formidling af små og større nyheder fra ind- og udland kan med fordel foldes mere ud. Derfor har vi taget initiativ til at etablere et nyhedssite, der taler til både almindelige kultur- og teaterforbrugere, branchen og pressen', lyder det bl.a. fra adm. direktør hos Have Kommunikation, Michael Feder.

Det er planen, at Teaternyheder.dk skal publicere nyheder hver eneste dag året rundt  - godt og vel 25-30 nyheder om ugen og i alt omkring 100 nyheder hver måned.

Et lille kig 6. marts afslører, at ud af de 58 oplistede nyheder, er de tre kategoriseret som for 'Børn og unge': Aprilfestival 2018 i Syddjurs Kommune; Limfjordsteatrets 'MorfarMORFARmorfar' gæstespiller på Anemonen i København - og tre familieforestillinger på Odsherred Teater (i øvrigt teatrets nye samproduktion med Fair Play, 'Kender du Malou?', Riddersalens 'Barnevognen' og Batidas 'To i et hus med en mus').

Det kniber dog lidt med det kategoriserende overblik, for blandt de øvrige 55 små tekster finder man Gruppe 28's 'Historien om huset, der blev til en prik (fra otte år), Opgang2 Turneteaters kommende premiere på OMG (fra 14 år); Vesterbro Teaterfestival (forestillinger fra 4-12 år) og Teater Graense-Loes & Anemonens aktuelle 'Love me Tender' (fra 13 år).

Alle de små tekster er tydeligt plukket fra teatrenes og kommunikationsbureauets egne pressemeddelelser, men for dem, der ikke lige får den slags i hænde, skaber det da en form for overblik over det fremlagte udbud. Som jo altså langt fra ikke (endnu i hvert fald) dækker alle aktiviteter hverken fra voksen- eller b&u-segmentet.

Adrian Hughes, vært og kulturjournalist i DR, er af Journalisten blevet bedt om anmelde det nye teater-medie, og han er ikke begejstret over hverken sprog, form eller indhold:

'Alle teksterne er holdt i det samme positive sprog og bærer præg af, at skribenterne ikke har set forestillingerne, men blot fortæller, hvad afsenderen selv siger om dem. Og det er præcis det, der kendetegner en pressemeddelelse', kommer det fra Adrian Hughes, der mistænker teaternyt.dk for i virkeligheden at være skjult pr for Have Kommunikation til nuværende og potentielle nye kunder inden for teaterverdenen, hvilket Michael Feder afviser (se artiklen på Journalisten).

(caj)