Ole Olsen er død

Tidligere skuespiller og instruktør m.v. Ole Olsen (f. 1946) døde fredag 23. februar, 71 år gammel.

Han arbejdede i mange år som regissør ved skuespilskolen ved Odense Teater - og var i 1979 med til at skabe det odenseanske børneteater Skægspire. Det udsprang af et bofællesskab med Ole Olsen, Søren Frank (der døde i november 2016 i Norge efter en faldulykke) og Karin Kaad i Søndergade i 1970'erne, og de tre formede i mange år den kollektive ledelse af teatret, der primært spillede forestillinger for de mindste aldersgrupper.

Skægspire havde gennem årene fast scene forskellige steder i byen, men turnerede også flittigt. Rent økonomisk fik man helt fra starten lejlighedsvise tilskud fra Odense Kommune, inden man blev egnsteater i 1986 - og senere blev en af byens små storbyteatre.

I 2011 valgte Odense Kommune imidlertid at skifte Skægspire ud med Nørregaards Teater - bl.a. på baggrund af en evalueringsrapport, der beskrev Skægspire som et teater, der var stagneret kunstnerisk og organisatorisk.

Teatret forsøgte sig med forskellige redningsaktioner, men måtte endegyldigt lukke ned i 2013 efter 32 års virke.

Ole Olsen var et fast og flittigt medlem af Skægspire gennem alle årene, hvor han både virkede som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, ligesom han som dygtig tegner og maler stod for flere af Skægspires forestillingsplakater.

Som skuespiller indgød Ole Olsen med sit gavmilde korpus både tryghed og varme i de småbørnsforestillinger, der var teatrets varemærke.

'Det bedste er, når man kan mærke, at det var lige det, de havde brug for den dag. så har man gjort en god gerning, og man svulmer lidt indvendigt', som Ole Olsen sagde til Fyns Stiftstidende, der i 2001 lavede en lille portrætartikel om 'Odenses onkel Ole'.

Han havde dog flere andre facetter i sit spil - som bl.a. kom til fornemt udtryk i den store ensemblesatsning 'Min store tykke far' (1992), hvor spillede en fordrukken og upålidelig, men velmenende far.

Det blev også til en rolle i en enkelt voksenproduktion på Odense Teater, og gennem årene var han også særdeles involveret i byens avantardeteater, Vintapperteatret (lukkede i 1999), hvor han både spillede, skrev og iscenesatte voksenforestillinger.

Efter Skægspires lukning trak Ole Olsen sig tilbage fra teaterlivet og var i perioder ramt af alvorlig sygdom - og det sidste halve år af sit liv boede han på et plejecenter i Odense.

(Billedet: Ole Olsen (yderst tv) i et gruppebillede med Skægspire i 1980'erne. Han og Karin Kaad (yderst th) stiftede i 1979 teatret sammen med Søren Frank (nr. to fra højre), der døde i 2016. Foto: Skægspire)

(caj)