Unge kan få gratis gavekort til Det Kgl.Teater

De store teatre gør alle mulige krumspring for at få de unge i tale og ikke mindst ind på sæderne til forestillinger. Også selvom kloge folk maner til besindighed og mener, at de unge nok skal indfinde sig på et tidspunkt, men at der jo er ganske mange andre ting, der lokker i de unge år.

Og faktisk viser bl.a. en ny opgørelse fra Scenit, at der er stigende afsætning på billetter til børn og unge under 25 år til de små og mellemstore teatre i Storkøbenhavn ligesom Det Kgl. Teater melder ud, at 2016 var et rekordår med næsten 90.000 unge-billetter.

Alligevel  gør Det Kgl. Teater endnu et forsøg med lanceringen af KGL18 for at introducere de unge til de klassiske kunstarter, som det formuleres i en pressemeddelelse.

Initiativet går ud på, at alle, der fylder 18 år i 2018, vil kunne modtage et gavekort på 500 kroner, der kan veksles til en forestilling eller en klassisk koncert på nationalscenen.

Inspirationen kommer angiveligt fra Italien, hvor unge  i 2016 fik et gavekort på 500 euro til brug for kulturelle oplevelser.

Helt så gavmilde er de altså ikke på Det Kgl. Teater, men man håber til gengæld at forsøget kan strækkes videre end 2018.

Og selvom tilbuddet først gælder forestillinger og koncerter i 2018, kan man som ung allerede nu tilmelde sig, og begynde at planlægge, hvad man vil se. Fra 16. august 2017 kan man indløse sin KGL18-voucher, der er gyldig til  31. december 2018.

Mere info og tilmelding på: www.kglteater.dk/kgl18

(Billedet: Operaen 'Tryllefløjten', der opføres i 2018, er en af de gratis muligheder for de 18-årige. Foto: Det Kgl. Teater)

(caj)