Klaus Simonsen takker af

Det Lille Teater i Lavendelstræde i indre København startede i 1966 som landets første stationære børneteater og med navnkundige Vibeke Gaardmand som leder, men blev i 1980 til et kollektivt ledet teater.

Klaus Simonsen (f. 1950) kom til teatret i 1983 og indgik siden i den kollektive ledelse, der i 2014 atter blev erstattet af en teaterleder i skikkelse af teatrets dramaturg, Trine Wisbech.

Klaus Simonsen har i de mange år fungeret som bl.a. administrator, billetansvarlig m.v. - efter fusionen med Marionetteatret i Kgs. Have også med sommerteatret i sin portefølje. Han har desuden taget en flerårig tørn som bestyrelsesmedlem i BørneTeaterSammenslutningen (BTS - nu en del af TIO).

Men nu går Klaus Simonsen på pension, og det markeres med en afskedsreception tirsdag 31. januar kl. 15-18, hvor der er mulighed for at sige pænt farvel.

Klaus Simonsens efterfølger er allerede fundet, idet Det Lille Teater har ansat Matti Bekkevold som administrator for såvel DLT som Marionetteatret. Matti Bekkevold er cand. mag i Æstetik og Kultur og kommer fra en stilling som PA og koordinator i Bikubenfonden.

Det Lille Teater ser meget gerne en melding om deltagelse i Klaus Simonsens afskedsreception på adm@detlilleteater.dk

Læs også artiklen om teatrets historie i anledning af 50-års-jubilæet i 2016, 'Men geden er væk'

(Billedet: Det Lille Teaters kollektive ledelse frem til 2014: Lone Bjerg, Klaus Simonsen - der nu går på pension - Trine Wisbech og Freddy Larsen. Foto: Thomas Petri)

(caj)