Et eftermiddagsmøde med PUS

Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) afholdt torsdag eftermiddag i København det første af årets to dialogmøder - det andet er i Aarhus 1. november - og der var fuldt og interesseret fremmøde i den lille sal i Kulturstyrelsen.

Der blev orienteret om udvalgets aktiviteter nu og fremover, hvor man bl.a. vil arbejde for større synlighed og i øvrigt deltager i et politisk dialogmøde på Christiansborg sammen med Folketingets Kulturudvalg.

Også egnsteatrene blev nævnt, idet PUS nu har behandlet 25 nye aftaler - der er p.t. 33 egnsteatre i Danmark - ligesom den nylige rapport, baseret på eksterne evalueringer, blev nævnt (se artiklen: 'Danmarks egnsteatre har høj kvalitet og udfordringer'), og her arbejder udvalget på, at dets medlemmer kommer ud og møder teatrene og ikke alene baserer deres vurderinger på baggrund af rapporter og andet skriftligt materiale - men erkender tidsudfordringen...

Også den seneste støtteuddeling - hvor voksen- og børneteaterpuljerne er slået sammen - fik nogle ord med på vejen (se artiklen: 'Støtte i afmålte doser') - med opfordringer til teatrene om også at huske at søge penge i Huskunstnerordningen, ligesom man gennemgik mulighederne den særlige festivalpulje. 

Udviklingsplatformen var ligeledes et punkt på dagsordenen. Leder Egil Bjørnsen og producent Eva Nordhagen er ansat pr. 1. oktober, og i dag (28. oktober) er der i øvrigt fremvisning af det mulige kontorfællesskab i Sydhavnen - DSB’s tidligere administrationsbygninger på Otto Busses Vej 5A - hvor interesserede scenekunstaktører har mulighed for at se nærmere på mulighederne for at få plads også.

Man håber vist også og måske forgæves i PUS og i miljøet på, at det Videnscenter for Scenekunst, som stadig ikke er blevet til noget og som kulturminister Bertel Haarder både har skudt til Aarhus og nyligt nærmest har forkastet (se artikel i Proscenium), kunne få lov at ligge sammen med Udviklingscentret...

Det fremgik i øvrigt tydeligt på dialogmødet, at man var ganske overordentlig frustreret over samme kulturministers gentagne overgreb mod både teater- og kulturliv.

Også en del andre emner kom op i kortform - hvor et tilbagevendende omkvæd var, at hvis tilhørerne ville vide mere, kunne de læse mere på Kulturstyrelsens hjemmeside...

Det blev i øvrigt også bemærket, at der var en repræsentant for Alternativet til stede, der 'sugede til sig' - han var angiveligt meget interesseret i at orientere sig i miljøet, men gik dog i pausen(!)

De øvrige mødedeltagere blev opfordret til at bruge samme pause til at komme med  forslag til nye indsatsområder for Projektudvalget i fremtiden - og der blev efterfølgende fra salen især opfordret til, at udvalget i fremtiden støttede nye publikumsudviklingsinitiativer.

Projektudvalget har i øvrigt et års funktionstid tilbage (til udgangen af 2017) og if. formand Ditte Maria Bjerg planlægger man et afsluttende seminar/konference, der skal pege videre ud over udvalgets periode.

Men allerede 1. november er der altså mulighed for at få nye input, når dialogmødet flytter til Aarhus (16.30-18.30 på Svalegangen, Rosenkrantzgade 21)...

(Billedet: Dialogmødet med Projektudvalget for Scenekunst 27. oktober - i front ses her Kasper Daugaard Poulsen, formand Ditte Maria Bjerg og Mikael Fock, men også Sara Topsøe-Jensen og Geir Sveaass deltog. Foto: Søren K. Kløft)

(skk/caj)