TIO skal have ny formand

Limfjordsteatrets leder siden 2001, Gitta Malling, har også været særdeles aktiv i det øvrige kulturpolitiske liv, hvor hun ikke mindst som formand for Teatrenes InteresseOrganisation (TIO), har virket som en markant repræsentant for det teaterliv, der udgøres af de små og turnerende teatre.

Men nu meddeler TIO, at Gitta Malling har valgt ikke at genopstille som formand ved den kommende generalforsamling 12.-13. september - og hun udtræder også af bestyrelsen for at give optimal plads til en ny ledelse.

Gitta Malling var det klare valg som organisationens første formand, da BørneTeaterSammenslutningen (BTS) og Foreningen Af Små Teatre (FAST) fusionerede til TIO i september 2011, og hun må siges at have levet op til de store forventninger. Hun har været en tydelig stemme i de relevante kultur- og fagpolitiske debatter i offentligheden og kæmpet ihærdigt og engageret for medlemsteatrenes sag.

En væsentlig årsag til, at hun viger formandsposten i TIO, skal findes i, at egnsteatret i Nykøbing Mors står overfor store forandringer, idet der skal bygges en ny teaterbygning og implementeres nye uddannelsesmæssige samarbejder i lokalsamfundet, og det matcher dårligt en intens rejseaktivitet mellem det nordjyske og hovedstaden og resten af landet.

Gitta Malling (f. 1966), der er uddannet fra en engelsk teaterskole i London (1994-95) og har arbejdet som freelancer frem til jobbet som teaterleder for Limfjordsteatret, har nyligt fået forlænget sin kontrakt for femte gang, så den nu gælder frem til 1. august 2020.

(Billedet: Gitta Malling fratræder i september som formand for TIO. Foto fra proscenium.dk) 

(caj)