Status: 205 forestillinger til Aprilfestival 2016

Så er der lige godt ti uger til starten på Aprilfestival 2016, der afvikles midt i storbyen i uge 15, når Frederiksberg Kommune 10.-17. april er vært for verdens største festival med (gratis) professionel scenekunst for børn og unge.

Men selvom mega-arrangementet altså ligger ret forude, kender arrangørerne fra Teatercentrum stadig ikke det præcise antal forestillinger.

Lige nu hedder tallet 205 forestillinger - det har været oppe over 220 omkring tilmeldingsfristen - men da Aprilfestival er åben for alle refusionsgodkendte forestillinger for børn og unge, skal de sidste afgørelser fra Refusionsudvalget tælles med. Her fandt seneste showcase sted søndag 24. januar.

Til gengæld kan arrangørerne som tidligere år forvente adskillige afbud frem mod festivalens start, men lige nu ligger forestillingstallet ret tæt på sidste års festival i Frederikssund og Halsnæs, hvor 196 forestillinger blev afviklet, spillet af 125 teatre.

Trods usikkerheden planlægges der selvfølgelig på livet løs - bl.a. med at placere lukkede forestillinger på skoler og institutioner i ugens løb og de op mod 400 opførelser i den afsluttende weekend.

Et program for Aprilfestival 2016 vil blive husstandsomdelt i over 50.000 eksemplarer i Frederiksberg Kommune en halv snes dage før festivalstart - som finder sted søndag den 10. april kl. 11-13 i form af en festivalvandring fra Betty Nansen Teatrets Edison-scene via Frederiksberg Allé og Pile Allé til Frederiksberg Hovedbibliotek.

Vel fremme ved Hovedbiblioteket kan festivalens billetudlevering så erklæres åben - og det er følgelig også her, at festivalens informationscenter har til huse.

Der er løbende opdatering med info omkring festivalen - herunder program, start på billetsalg m.v. på www.aprilfestival.dk

(Billedet: Plakaten for Aprilfestival 2016 er designet af Dorte Holbek)

(caj)