Talentskoler samler sig

Det vrimler med talentprogrammer og tilhørende skoler og kurser for unge teatertalenter, og nu har en række af disse talentskoler så stiftet en paraplyorganisatuion, Landsforeningen for SGK (Scenekunstneriske Grundkurser) - hvis mål udover øget samarbejde og vidensdeling også er at opnå kulturpolitisk anerkendelse på landsplan.

Ifølge en pressemeddelelse fra den nye landsforening  der p.t. 14 af disse talentprogrammer - for unge med fokus på scenekunsten, og nu har 12 af dem altså fundet sammen.

Hvor nogle af landets scenekunstneriske talentskoler er direkte tilknyttet et teater, er andre en del af undervisningssektoren.

Blandt medlemmerne af den nye organisation finder man fx Holbæk Drama College, der sideløbende med en gymnasieuddannelse på Stenhus Gymnasium tilbyder et 3-årigt kursusforløb med praktik på Holbæk Teater og Teatret Fair Play - og hvor Holbæk Teater helt aktuelt har taget elever med på scenen i deres juleforestilling, 'Dejlig er Haven'.

Et andet medlem er Aalborg Talentakademi, der også har linjer i musik og billedkunst, tilbyder en tre-årig deltidsuddannelse (TGK - TeaterGrundKursus) for unge mellem 14-25 år, hvor Teater Nordkraft er en af facilitatorerne.

Et tredje er FLOW fra Odense, der tilbyder en hf-enkeltfagsuddannelse i regi af HF + VUC Fyn.

Også Esbjerg Kulturskole, Als Performance Akademi og DATS er at finde blandt foreningens medlemmer. Og på mødet 27. november blev følgende bestyrelse valgt: Marianne Müller Nielsen fra Als Perfomance akademi, Gitte Gry Bech Ballesheim fra DATS, Formand Turi Malmø fra TGK Esbjerg og Brian Kristensen fra Holbæk Drama College (foto).

Det er altså en landsforening, der favner flere forskellige former for teatertalentskoler, fra et udgangspunkt i amatørteater og til visioner om at forberede unge til en kommende skuespillerkarriere.

Der skal følgelig også diskuteres og planlægges i SGK, der på generalforsamlingen vedtog en fælles studieordning, som skal danne fælles udgangspunkt og definitionen af, hvad et scenekunstneriske kursus skal indeholde, som det hedder i en pressemeddelelse fra den nye organisation.

I samme udtaler den nye formand, Turi Malmø,  at man nu vil gå i gang med at få anerkendt og udbredt de mange spændende kurser, der skal hjælpe med at højne kvalitet og innovation i  teatermiljø og fødekæde i hele landet:
»Vores mål er selvfølgelig anerkendelse for skolerne generelt, og vi håber desuden på, at vi på sigt kan komme på finansloven på linje med MGK (musikalsk grundkursus). I et fremtidigt perspektiv handler samarbejdet i SGK derfor også om anerkendelse, indflydelse og måske også samarbejde med de mere etablerede uddannelser,« siger hun.

(caj)