'De kedeligste efterabere i hele Nordeuropa'

Hvorfor er det stort set umuligt at finde midler til og steder for udvikling af nye scenekunstneriske metoder, hvis man ikke lige er tilknyttet en scenekunstskole, spørger Marie Kilsgaard Møller, der både er freelanceinstruktør og kunstnerisk leder af Quasi Teater, i en ramsaltet kommentar, der bringes her på portalen som debatindlæg under overskriften 'Kunstnerisk udvikling - nej tak??'.

Hun føler, at hun hele tiden er stødt mod en mur af manglende vilje og struktur til at facilitere folk, der ikke lige i forvejen er undervisere på de etablerede institutioner for scenekunstnerisk virksomhed.

Ikke mindst Statens Scenekunstskole får drøje hug for først at melde ud, at man her ville kunne søge om at lave forskningsprojekter, selvom man kom 'udefra' - men siden har trukket alle løfter tilbage, fordi det alligevel kun gælder ansatte på skolen.

Der er heller ikke rigtig muligheder andre steder i systemet, hvis man er uafhængig scenekunstner uden fast tilknytning. Det gælder også mere innovative steder som Forsøgsstationen i København.

Det får Marie Kilsgaard Møller til at harcelere over, at 'i Danmark udvikler vi åbenbart kun den scenekunst, som underviserne på Scenekunstskolerne beskæftiger sig med' - i modsætning til fx Norge, hvor man godt nok har en lignende struktur, men også et treårigt stipendiat-program, som alle kan søge.

I sit indlæg giver Marie Kilsgaard Møller også hug til de projekter, som rent faktisk finder sted på fx Statens Scenekunstskole - og manglen på kunstnerisk udviklingsvirksomhed gør, at hun kalder det danske teatermiljø for 'de kedeligste, mest klassiske efterabere i hele Nordeuropa'.

(caj)