Steen Madsen stopper hos Danske Sceneinstruktører

Sekretariatschef Steen Madsen, Foreningen af Sceneinstruktører, har valgt at gå på pension efter '23 år som enestående samlingspunkt og hjerte i foreningen', som formand Christoffer Berdal formulerer det i invitationen til at følge ham på vej ved en uformel reception 25. juni fra kl. 15-18 i foreningens lokaler, Linnésgade 25, København K.

Her bydes der på bobler og små anretninger og formentlig også både gode ord og godt selskab. Coronapas er påkrævet.

Steen Madsen (f. 1955) har altså været sekretariatschef i imponerende 23 år - fra 1998-2001 i foreningen, der varetager de knapt 200 medlemmers faglige og kunstneriske interesser og bl.a. også udgiver fagbladet 'det postomdelte' fire gange årligt.

På Steen Madsens cv står også medskaber af performancegruppen KOM DE BAGFRA (1986-98) og fra 1979-86 andet teaterarbejde i form af scenografi, fotografi, regi, produktionsledelse, administration mm. For bl.a. Dokken K.U., Skifteholdet, Natholdet, Københavneren, Husets Teater, K.I.T., K96 og Dancin’ City.

Det er således en institution med over 40 års erfaring i og fra det danske teaterliv, der nu takker af.

(Billedet: Steen Madsen stopper som sekretariatschef i Foreningen af Danske Sceneinstruktører. Privatfoto)