En strid start

Teatre og arrangører har travlt med at ommøblere i kalenderen, så produktioner kan vises og spilles liv fra 6. maj og turneer kan aftales og deltagelse i Aprilfestival kan komme på plads.

Det er og har været hårde tider for dansk teaterliv, hvor mange slet ikke har haft ressourcer til at stå imod den senest langvarige nedlukning.

Og i Frederikssund fik det nyslåede egnsteater en umulig start i skarp kontrast til de glade forventninger, som teaterleder Karen Nielsen bl.a. gav udtryk for i artiklen 'En drøm bliver til virkelighed' her på portalen. 

For der har endnu ikke kunnet vises scenekunst i Parkteatret, mens planer for gæstespil og eget repertoire har måttet ændres fra udmelding til udmelding om genåbninger, der alligevel ikke tog teaterlivet med i planerne.

Der bliver således heller ingen premiere 8. april på første forestilling fra Parkteatret - Frederikssund Kommunes Egnsteater, som det fulde navn er, hvor man ville lægge ud med børneforestillingen 'Fru Strid' (for 3-8 år). En dramatisering af Mette Brahm Lauritsens billedbog, der sættes i scene af Solveig Weinkouff og har Karen Nielsen selv og Henrik Andersen som medvirkende.

Nu er premieren så flyttet for anden gang - netop fastsat til 10. juni - mens Karen Nielsen sammen med administrator Steen Nørgaard er i gang med omlægningen af teatrets øvrige kalender. I Steen Nørgaard har Karen og teatret i hvert fald fået en overmåde erfaren person, der bl.a. har været producent/medlem af den kunstneriske ledelse på Nørregaards Teater, været medlem af Teaterfagudvalget 2003-07 (det der nu er Projektstøtteudvalget for Scenekunst), virket som instruktør, dramatiker, egnsteater-evaluator m.v.

»Det har været en svær periode at starte et teater i. Vi har arbejdet på at få alle formaliteter på plads lige fra NemID over ansættelser af medarbejdere til samarbejdet med bestyrelsen og de mange kommunale samarbejdspartnere. Det praktiske har fungeret, men samarbejdet har været besværliggjort af restriktionerne. At mødes med folk, man ikke kender og ikke helt kender hinanden, fungerer ikke godt via nettet. Så vi glæder os til at kunne se hinanden i øjnene live,« lyder det fra Karen og Steen. 

»I efteråret troede vi, at det ville køre efter planen. Hvis vi havde vidst, at coronakrisen stadig var så massiv her i foråret, havde vi lagt vores efterårsforestilling 'Forbindelser' i foråret og 'Fru Strid' i efteråret, da 'Forbindelser' er lydteater og ikke afhængig af en åben teatersal,« siger de og fortæller, at der nu arbejdes på en større lancering af (resten af) teatersæsonen på det nye egnsteater på et passende tidspunkt efter 6. maj.

Desuden har teatret knoklet med at få solgt forestillinger i den kommende sæson. Hvilket er hårdt både for dem og landets andre teatre, bl.a. fordi publikum og arrangører også er løbet træt i de gentagne aflysninger og udskydninger af aftaler.

»Men vi arbejder også på andre projekter, bl.a. et Huskunstnerprojekt i forbindelse med forestillingen 'Fru Strid' for børnehaver i kommunen, oprettelse af en ny dramaskole med start fra 1. august i år, et projekt med kabaret på omsorgscentre i kommunen - og så har vi jo haft workshops, prøver, bygget scenografi, købt og lavet lys til 'Fru Strid',« fortæller Parkteatrets engagerede kunstneriske leder og administrator om den genstridige premiere på egnsteatrets første forestilling.

Se mere på teatrets hjemmesiden: https://www.parkteatret.dk

(Billedet: Parkteatrets stifter og kunstneriske leder, Karen Nielsen, er på scenen i egnsteatret første forestilling, 'Fru Strid', der som følge af corona-situationen har haft en hård fødsel. Foto: Parkteatret - Frederikssund Kommunes Egnsteater)

(caj)