Festival for ung scenekunst på Fyn skubbes

Scenekunstfestivalen for unge på Fyn, Karavanen, bliver pga. de nuværende covid-19-restriktioner flyttet og afvikles i stedet 26.-28. februar 2021. 

Karavanen er en scenekunstfestival for helt nye og unge scenekunstnere, som her kan spille deres forestillinger på en professionel scene.

På programmet er der performance, teaterforestillinger, dans, musik, debatter og oplæg. Festivalen er arrangeret med og af unge, der er vilde med teater, og alle er velkomne som publikum. Billetter til forestillingerne er gratis.

Karavanen afvikles fredag d. 26. - søndag d. 28. februar 2021 på BaggårdTeatret i Svendborg og lørdag d. 27. februar 2021 på Teater Momentum i Odense. 

Se mere om program, opdateringer og billetbestilling på Karavanens hjemmeside eller Facebook.

Det er Svendborg Scenekunstakademi, der i samarbejde med Baggårdteatret og Momentum i Odense har skabt initiativet til en samlende platform for unge scenekunstnere - med støtte fra Faaborg-Midtfyn Kommune og  Kulturregion Fyn. Initiativet startede med scenekunstfestivalen Karavanen i 2019 og er siden blevet udvidet med vækstlagsfestivalen Scenoskop i Odense og netværket FÆKT for unge scenekunstnere på Fyn.

Se mere på www.scenekunstfyn.dk