BaggårdTeatrets nye teaterhus i støbeskeen

Der blevet talt, målt, tegnet og regnet, og nu er den første skitse for BaggårdTeatrets nye teaterhus på Frederiksø, midt på Svendborg Havn, klar.

Praksis Arkitekter fra Troense, der i 2017 vandt Nykredits Arkitekturpris, Skandinaviens største pris for arkitektur, som tidligere har stået bag genopførsel af det nedbrændte Svinkløv Badehotel og som for nylig vandt konkurrencen om opførsel af Artcenter Spritten i Aalborg, står bag skitsen, som er en konkretisering af den vision, teaterchef Jakob Engmann og holdet på BaggårdTeatret har for det nye sted.

Svendborg Byråd gav i december 2019 grønt lys til udviklingen af et levende, nyskabende og samlende teater- og oplevelseshus på en af Svendborgs mest attraktive placeringer i en bygning, som i dag huser Danmarks Museum for Lystsejlads.

En af de bærende tanker er, at man ønsker at bevare bygningens stålkonstruktion og genanvende så meget som muligt af den gamle værftshal.

Som en central del af det nye teaterhus vil elever fra BaggårdTeatrets og Skolerne i Oures Scenekunstakademi have deres daglige gang og undervisning i huset. 

Det nye teaterhus har en estimeret anlægssum på lidt over 100 mio. kr., som BaggårdTeatret nu går i gang med at fondssøge.  

BaggårdTeatret, der startede som amatørteater i 1962, blev professionelt børne- og ungdomsteater i 1976 og har været egnsteater i Svendborg siden 2007, holder til i Rottefælden i Caroline Amalielund - en bygning, der hver sommer overtages af sommerrevyen Rottefælden - men det har i mange år været et stort ønske for teatret at rykke ind til midtbyen i et større og mere moderne teaterhus.

(Billedet: En skitse og en vision: BaggårdTeatret i et nyt teaterhus i Svendborgs midtby. Illustration: Praksis Arkitekter)