Årets Reumert er udskudt

Årets Reumert har som forventet også måttet tage bestik af covid-19-krisen og aflyser det prisshow, der skulle have fundet sted på Østre Gasværk 7. juni som afslutning på CPH STAGE-festivalen, der jo også er aflyst.

Det skriver Iscene.dk på sin netportal.

Årets Reumert, der videreføres via støtte fra en række teatre og organisationer og frivillige kræfter, efter at Bikubenfonden trak sig som sponsor efter showet i 2018, leder stadig efter en ny permanent sponsor, forventes nu at blive afviklet til efteråret.

Ifølge Iscene.dk er der er ikke fastsat hverken ny dato eller sted for Årets Reumert 2020. Publikum der har købt billet kan få refunderet pengene eller få den byttet til en ny billet til efterårets Reumert-uddeling. 

Prisuddelingen bygger videre på det hidtidige faglige fundament, hvor en jury af fagfolk og kritikere rejser rundt i landet og ser et størst muligt udsnit af årets produktioner indenfor alle genrer. Hvilket som bekendt heller ikke har været muligt siden nedlukningen af (teater)landet midt i marts måned.

(Reumertstatuetten i 2019-udgaven. Skabt af billedkunstner John Kørner og glaspuster Peter Kuchinke. Foto: Sophie Kalckar/Iscene.dk)

(caj)