Ny bestyrelse for Dansk Teater

Da fusionen mellem Teatrenes Interesseorganisation (TIO) og Danske Teatres Fællesorganisation (DTF) blev effektueret i juni 2018 som en branche- og arbejdsgiverorganisation for omkring 80 professionelle danske teaterproducenter i alle størrelser, blev Teater Nordkrafts teaterchef Jakob Tekla Jørgensen organisationens første bestyrelsesformand.

Nu har Dansk Teater 7. oktober valgt ny bestyrelse - og fået ny formand, idet Lars Sennels, direktør for Vendsyssel Teater, afløser Jakob Tekla Jørgensen på posten.

Denne har også for nyligt meldt ud, at han næste år fratræder som chef for Teater Nordkraft (se note).

Lars Sennels (f. 1963) er uddannet journalist og har desuden studeret erhvervsjura på Aalborg Universitet. Han har været direktør på Vendsyssel Teater siden 2013 og har en fortid som bl.a. direktør for Horsens Ny Teater, direktør for Musikteatret Holstebro og kommunikationschef for Aalborg Kommune.

Udover formand Sennels består bestyrelsen for Dansk Teater af:

Carsten Wittrock, Nørregaards Teater (næstformand)
Eva Præstiin, Betty Nansen Teatret
Marianne Thorsen, Det Kongelige Teater
Allan Aagaard, Aarhus Teater
Pelle Koppel, Teater V
Betina Grove, Teatret st.tv  

(Billedet: Lars Sennels blev enstemmig valgt til ny formand for Dansk Teater 7. oktober. Foto fra Dansk Teaters Facebookside)

(caj)