Limfjordsteatret holder stor indvielsesfest

Limfjordsteatret holder stor indvielsesfest for sit nye teaterhus den sidste weekend i september med masser af aktiviteter i form af gadeteater, rundvisninger, musik og stort åbningsshow tre aftener i træk.  

Så 27., 28. og 29. september fejres det flotte byggeri til 30 mio. kr., som er blevet muliggjort ved støtte fra Morsø Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Færchfonden og A.P. A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Og sidstnævnte fond med det lange navn, der står for i alt 13 mio. kr. til selve byggeriet, har allerede givet en større indvielsesgave, idet man har doneret yderligere to mio. kr., der er øremærket teaterlamper, teknik og inventar til det nye teaterhus.

'Vi har fået et fantastisk teaterhus, men har haft et stramt byggeprojekt med fokus på at få de mest optimale og fremtidssikrede rammer for pengene. Derfor har vi ikke haft fuld økonomi til den videre indretning. Vi ønsker et hus, der er rustet til de fremtidige tekniske krav til både lyd og lys – og det er voldsomt dyrt. Derfor er vi utrolig glade for den ekstra donation', lyder det fra teaterleder Gitta Malling i en fornøjet pressemeddelelse.

Helt konkret bliver de to mio. kr. brugt til teaterlysudstyr i husets tre sale. De gamle strømslugende halogen-lamper udskiftes og udbygges med nye, energibesparende, men også kostbare LED-lamper, der kvalitetsmæssigt åbner for helt nye muligheder for lyssætning, og som også vil kunne leve op til varslede krav fra EU. Dertil et nyt lysbord, som gør det nemt at kode de nye lamper, som både giver mulighed for et bredt farvespænd og for bevægelse.

Derudover investeres i publikumsbelysning i høj kvalitet, så publikum kan komme sikkert ud og ind af salen samt på et nyt lydanlæg til store sal, der også giver mulighed for afholdelse af mindre koncerter.

Endelig rækker donationen til møblering af den nye café/foyer samt inventar til kontor og konferencelokale.

Se mere om det nye teater, åbningsfesten m.v. på www.limfjordsteatret.dk

(Billedet: Flot ser det nye Limfjordsteater udefra, tegnet af CEBRA Arkitekter og Arkitekt Boris Brorman Jensen, og nu har en stor donation gjort det muligt at få det nyeste tekniske udstyr inde i teatret. Foto: Lars Horn, Baghuset)

(caj)