Gadeteater i ti byer 12.-25. august

Der er absolut ingen mangel på internationalt gadeteater i Danmark i sommerens løb. Både som enkeltstående events og som små og store festivaler.

Den nyligt afviklede PASSAGE Festival  - der er Nordeuropas største (se note) - fyldte Helsingør og Helsingborg med gadeteater over en uges tid og samarbejder samtidig med op mod en snes  andre danske og svenske kommuner om at præsentere forestillinger. 

Det har bl.a. Bornholms Gadeteaterfestival og den helt aktuelle Street Cut-festival i Næstved (se note) glæde af.

Og i de efterfølgende to uger er det så en halv snes andre danske byers tur til at få invaderet byrummet af gadeteaterforestillinger, når Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler (DIG) afvikler sit storslåede program, der byder på 11 forskellige forestillinger, som i alt opføres over 200 gange af kompagnier fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina.

Festivalen har tilføjet flertalsendelse på navnet (fra festival til festivalER) for at signalere, at de lokale byer har større ejerskab over festivalen, der således også deles op med navne som Randers Gadeteaterfestival, Silkeborg Gadeteaterfestival osv.

Det fortæller Kasper Grandetoft, kommunikationsansvarlig for DIG, til Teateravisen - og tilføjer, at festivalen i år også tilføjer skoleprojektet 'Gadeteater i skolegården', således at forestillinger også optræder på en række skoler i og omkring Randers, Silkeborg og Nykøbing Falster.

Det er sjette gang siden starten i 2013, at DIG sender gadeteateroplevelser ud i det ganske og danske land, men i år er det første gang, at arrangementet gennemføres med både offentlige og private støttemidler. Udover de involverede kommuner og Statens Kunstfond har A.P. Møller Fonden, Wistifonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond samt 3F’s Medie- og Kulturfond bidraget.

Og der er god brug for pengene, idet alene det samlede budget for festivalens rejseomkostninger er på omkring 800.000 kr. (se note).

De 11 forestillinger byder bl.a. på gigantiske dukker (Big Dancers), miniatureteater (The Pilgrim), mekanisk VR-teater (Headspace), menneskefår (Le Moutons) - der bl.a. har gæstet SpringFestival tidligere - og fællesdans (Les Po'boys Street Parade), ligesom man ved at medbringe gammelt tøj og egen hjælp er med til at sy sit eget festivaloutfit (The Sound of Sewing)

* De 11 forskellige forestillinger er:

- A Flock of Flyers: Corpus (Canada)

- Camping Royale: Corpus

- Les Moutons: Corpus

- Big Dancers: El Carromato (Spanien)

- Callejeros: Teatro de Marionetas MicroBio (Chile)

- La Grande Phrase: Cie Diier Théron (Frankrig)

- Headspace: Electric Circus (Holland)

- Les Po'boys Street Parade: Cie Bémol (Frankrig)

- Otros Aires: Duo Laos (Argentina)

- The Pilgrim: BelloAbril & Theatre of Coincidences (Australien & Chile)

- The Sound of Sewing: The Mobile Sewing Company (Holland)

* Og der spilles i de ti byer på følgende datoer:

12 - 17/8 : Esbjerg
13 - 18/8 : Aabenraa 
14 - 17/8 : Randers
14 - 17/8 : Silkeborg
17 - 18/8 : Ikast-Brande
18 - 24/8 : Nykøbing F
19 - 23/8 : København NV
21 - 25/8 : Gentofte
21 & 25/8 : Valby
23 - 24/8 : Frederiksberg

** Se de enkelte byers program med forestillinger, spilletider og -steder ved at linke på ovenstående bynavne eller via hjemmesiden: http://www.gadeteaterfestival.dk/

(Billedet: Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler gæster ti danske byer med en række forestillinger, herunder 'Big Dancers', 'La Grande Phrase' og 'Headspace'. Pr-fotos)

(caj)