Cirkusvognen 6.-29. august 2019

Så er Børnekulturhuset Sokkelundlille fra Utterslev Torv i København NV atter klar med sin udendørs, rullende kulturfestival, der bringer teater, musik, cirkus, artisteri og kreative værksteder m.v. ud på legepladser, til børn og institutioner. 

Alle er velkomne, der er ingen tilmelding og det er gratis.  

Hvert år besøger mellem 3500 og 4500 børn Cirkusvognen i løbet af de 12 dage, som festivalen varer.  

Det hele er centreret om en rigtig cirkusvogn, der fyldes med materialer til værksteder samt bænke til børnene, der så kan sidde foran vognen og se forestillinger og små koncerter m.v.

Festivalen følger sit vante mønster med aktiviteter tirsdag, onsdag og torsdag i fire uger i august på standpladserne:

Uge 32 (6-8.8) på Hulgårds Plads 6, København NV

Uge 33 (13.-15.8) Degnestavnen 20, København NV

Uge 34 (20.-22.8) Lundehus Kirke, Strømdamsvej 1, København Ø

Uge 35 (27.-29.8) Terrasserne 40 i Tingbjerg, Brønshøj

Der er enkelte danske børneteatre med i programmet: Badut med 'Stor, større størst'  (se anmeldelse);  Svanen med 'Kejserens nye klæder' (se anmeldelse) og Hr. Teater med 'Chicks' (se anmeldelse), der i øvrigt var en af de helt store succeser på dette års Aprilfestival i Hjørring.

Desuden får Cirkusvognen besøg fra Cuba, idet Teatro Tuyo spiller 'Super Banda Clown ' (14.8 kl. 14.30 på Degnestavnens Legeplads. Takket være Teatergruppen Batida, som har inviteret den cubanske trup til at spille flere steder i Danmark i august. 

Derudover er der bl.a. gensyn med den italienske klovn Luigi Ciotta, der er klezmermusik fra Channe Nussbaum Trio, koncert med Jazzkatten, jazz med Kira Martini m.v. - og Børnekulturhuset Sokkelundlilles egen cirkustrup har premiere på deres første dukke-nycirkus-forestilling...

I kølvandet på de mange oplevelser får børnene mulighed for at bearbejde deres indtryk på Cirkusvognens værksted under kyndig ledelse af en række billedkunstnere og Sokkelundlilles eget personale.

Se hele programmet på www.bornekulturhusetsokkelundlille.kk.dk - og følg med på Facebook: Børnekulturhuset Sokkelundlille