PASSAGE Festival 27. juli -3. august

PASSAGE Festival 2019 er klar med 16. udgave af den store internationale og transnationale gadeteaterfestival, der samler byerne ved porten til Øresund i et stort og farverigt arrangement med over 40 forskellige forestillinger og events fra kompagnier fra 12 forskellige lande og mere end 200 opførelser. Med gadeteater, nycirkus og anden byrumskunst og aktiviteter for børn og voksne i alle aldre.

PASSAGE 2019 afvikles fra 27. juli til 3. august med en distinkt opdeling a la 2018-udgaven, således at Helsingborg skruer op for kunsten i byrummet i weekenden 27.-28. juli på Pixlapiren, den gamle Oslokaj, og fortsætter med gadeteater i boligområder og opland, mens Helsingør sætter turbo på den danske del af festival fra onsdag 31. juli.

Det sker med danmarkspremiere på 'La Vita Nuova' af den italienske instruktør Romeo Castellucci i en megaforestilling, skabt til store fabrikshaller og i Helsingør spilles i byens gamle skibsværftshal.

Men ellers foregår de fleste af festivalens mange forestillinger i gadeteatrets natur i det åbne byrum. Der er gratis adgang til de fleste, mens knap en halv snes er entrebelagt. Vil man se mere end et par stykker af disse, klares det med et festivalpas til beskedne 150 kroner, som giver adgang til alle forestillinger for en voksen og to børn.

Betalingselementet kan også ses som en måde at markere mere forpligtende ejerskab til festivalen - ganske som SpringFestivalen på Amager valgte at gøre i år.

Om det siger Camilla Hasseriis Dietz, der står for PASSAGE's pr og kommunikation, til Teateravisen:

»Festivalpasset er helt sikkert en icebreaker for publikum, der så ser forestillinger, de måske ellers ikke havde valgt ud og dermed får andre/flere oplevelser end ellers. 

Desuden er det en grundlæggende publikums-håndtering, der sikrer, at vi har nogenlunde styr på antal publikummer til pladsbegrænsede forestillinger – og at man ikke går forgæves. Passet gælder til forestillinger der spiller i telte/reelle rum eller har andre rammer, der kræver, at vi sikrer en mere fokuseret oplevelse for forestilling såvel som publikum.

Men for os er det vigtigt at have begge ender af spektret – både de forestillinger man kommer forbi både bevidst eller tilfældigt ude i byrummene og disse mere tilvalgte, fokuserede oplevelser.«

Muligheden for at opleve gadeteater i store mængder og i alle former er i hvert fald til stede ikke mindst de tre intensive, afsluttende festivaldage i Helsingørs byrum 1.-3. august.

Arrangører er som vanligt Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus i Helsingborg, og årets festival har som tidligere fokus på at skabe møder: Mellem det internationale og det lokale, mellem borgere og kunstnere, mellem bycentrum og perifere boligområder. 

PASSAGE Festivalen samarbejder samtidig med en række andre kommuner, således at der kan opleves gadeteater i sammenlangt en snes andre byer og steder i de to lande.

Udover den geografiske spredning er der også blevet plads til et selvkritisk hjørne, idet festivalen med en række såkaldte SPEAKs; samtaler og refleksioner i frisørsaloner (!) i Helsingør. Som det hedder i en pressemeddelelse:

'Kulturen, og i særdeleshed festivaler, har i stigende grad vist kulturens værdi for resten af samfundet, mens det er blevet sværere og sværere for den autonome og uafhængige kunst at legitimere sig. Men er kunsten hermed blevet frigjort fra institutionernes begrænsende rammer, eller har festivalerne sendt kunsten ud i den uendelige, strøm af underholdning, ved at erstatte det symbolske rum med det offentlige?

Disse samtaler ledes af den tysk-franske filosof  Guillaume Paoli i samarbejde med den svenske aktivist og dramatiker America Vera-Zavala. Sidstnævnte er desuden moderator for et møde med nogle af festivalens kvindelige kunstnere om feministiske kunstneriske strategier i det offentlige rum.

PASSAGE Festivalens program med omtaler af forestillinger, spilletider og -steder, billetinfo - herunder en turnekalender for de mange forestillinger udenfor Helsingør og Helsingør - kan ses på festivalens hjemmeside, hvor programmet også kan downloades: www.passagefestival.nu

(Billedet: Blandt PASSAGE Festivalens mange tankevækkende events er svensk feministisk punk-cirkus i form af M.P.A.C's 'Hairy Tale', som også pryder dette års programforside. Pr-foto)

(caj)