Teater Fluks: CTRL+ALT+DEMENS

Sara Fink Søndergaard i forestillingens monolog i CTRL+ALT+DEMENS om at være 17 år og pårørende til en bedstemor med demens. Foto: Sisse Dupont

'Er det her skuespil eller hvad?'

04-09-2018
Teater Fluks har i samarbejde med Aarhus Kommune udviklet vandreforestillingen ’CTRL+ALT+DEMENS’, der vil øge opmærksomheden på forskellige aspekter af demens. En følsom forestilling - her set under ærgerlige omstændigheder.
FAKTA
Teater Fluks: CTRL+ALT+DEMENS -

Iscenesættere og performere: Sara Fink Søndergaard og Rasmus Malling Lykke Skov. Lyddesign: Apperaat. Aldersgruppe: Fra 12 år. Varighed: 40 minutter. Turneforestilling. Forestillingen blev set 4. september 2018 i Aarhus Domkirke og på Kvindemuseet i Aarhus. Forestillingen kan helt aktuelt opleves 4.-7. september, 12.-15. september og 19.-22. september i samarbejde med Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Aarhus Domkirke og Kvindemuseet. Se mere på http://teaterfluks.dk

Denne anmeldelse er tvedelt: Der er på den ene side selve produktionen af ’CTRL+ALT+DEMENS’ fra Teater Fluks, og så er der på den anden side omstændighederne for den opsætning, der i disse dage finder sted i Aarhus Domkirke og på Kvindemuseet.

Der er her helt aktuelt tale om genopsætning af en vandreforestilling fra 2017, som først tager os op i domkirkens klokketårn, dernæst på kirkebænkene inden i kirken og endeligt over på Kvindemuseets øverste etage. På disse tre steder oplever vi tre installationer om demens og livets små og store knuder.

Forestillingen er produceret i samarbejde med magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, og den skal, som Teater Fluks udtrykker det, give indblik i demensens mysterier. Indblik er måske ikke det rette ord efter at have oplevet forestillingen, men der bliver skabt følsomme installationer, som giver nogle interessante nuancer til den i forvejen omfattende behandling af demens-emnet i scenekunsten.

Ekspressive tekster og følsomme fortolkninger 

På de tre stoppesteder i vandreforestillingen oplever vi først en installation ved et rundt bord og en monolog. Her lægger skuespiller Rasmus Malling Lykke Skov ud med en tekst, der umiddelbart lyder som det oldnordiske sprog norrønt – i hvert fald går den efterfølgende over i en ganske dansk fortælling om skæbnetrådene, der spindes af nornerne ved Yggdrasil i nordisk mytologi.

Næste stop er inde i domkirken, hvor vi med hovedtelefoner på lytter til lydteater, designet af Apperaat med speaks af Jens Jørgen Bech, som tager os ind i hjernens mikroskopiske organismer. Endeligt, i en hengemt stue med gamle møbler på loftet af Kvindemuseet, sidder skuespiller Sara Fink Søndergaard og venter med tv’et tændt. Her følger en regulær monolog om slægtskab og forholdet imellem et ungt menneske og den demensramte bedsteforælder.

Alle tre scener er i et sprog, der ikke er letforståeligt, men mere ekspressivt. Det er derfor om at holde tungen lige i munden fra starten. Men er man velforberedt på, hvad man skal se, så er det bare at sætte associationsmaskinen i gang, for så er der mange fine billeder at finde på den indre nethinde.

Forestillingen er ifølge Teater Fluks for unge og voksne fra 12 år. Hvis forestillingen skal være relevant for disse meget unge mennesker, skal man vist sørge for, at de er pårørende til demente eller i hvert fald usædvanligt godt orienteret om sygdommen og dens virkning. For forestillingen lærer os det ikke – den fortolker mere, end den formidler.

Men ligesom Teater Refleksion lykkedes med installationerne i ’Gerdas Rejse’, og ligesom Teater Republique skabte dragende lydteater i forestillingen ’Vrede’ igennem et par høretelefoner i en toiletbås, så fungerer Teater Fluks’ installationer og lydscener ganske godt til formatet.

En skuffet klokketårnskigger og en ærgerlig rundviser

Forestillingen ’CTRL+ALT+DEMENS’ spillede første gang i indkøbscentret Bruuns Galleri i Aarhus. Hvordan omstændighederne var til den opsætning, kan kun tidligere publikummer berette om. Men når turen i denne opsætning går op i klokketårnet, som udfordrer eller endda udelukker de gangbesværede, siden ind i et kirkerum, der lige nu restaureres, og larmen fra stilladserne næsten overdøver høretelefonerne, og endeligt ind igennem et propfyldt Kvindemuseet i åbningstiden, så er det svært at fastholde teaterstemningen.

Det bliver derfor en utroligt forstyrret tur, og det mildest talt spolerer oplevelsen af forestillingen. Dertil kommer forestillingens rundvisere, der skal ledsage os rundt på turen. Er de en del af Teater Fluks eller udlånte medarbejdere fra magistraten? I hvert fald er de langt fra i teaterhumør. Der blev ikke brugt tid på en forklaring af formen før forestillingen, hvilket hurtigt viste sig at have været gavnligt.

Da vi ankommer til det smukke og næsten mørklagte rum i tårnet, hvor kirkeurets pendul og tandhjul skaber betagende baggrundslyde for monologen, breder der sig en ærgrelse over, at klokketårnets vinduer var mørklagte, så man ikke kunne nyde udsigten. ”Hvorfor skulle vi så helt herop?” blev der spurgt. Halvvejs inde i Rasmus M.L. Skovs lavmælte monolog udbrydes: 'Er det her skuespil eller hvad?' Skuespilleren nikker, hvisker 'ja', og går videre i teksten.

En enkelt med rollator måtte vente udenfor, mens vi andre gik igennem forestillingen, og en anden gangbesværet, som alligevel tog udfordringen op med trapperne, tillagde naturligt en ekstra ventetid til forestillingen med sin bestigning af klokketårnets cirka 70 trin. Den ventetid var vores rundviser ikke begejstret for, hvilket var ganske tydeligt at mærke. På gåturen imellem stationerne var rundviseren til gengæld særdeles optaget af sin mobiltelefon.

En velproduceret forestilling

Det er alt sammen omstændigheder, som i sig selv ikke bør lægge selve forestillingen til last. Men når der er tale om en vandreforestilling, der i så høj grad består af transporttid, så er rundviserne en væsentlig del af teateroplevelsen.

Således er ’CTRL+ALT+DEMENS’ en velproduceret forestilling, der følsomt bidrager med nuancer til den viden, vi i forvejen har om demens. Vi bliver ikke meget klogere, men vi bliver påvirkede.

Tornen i øjet er kun rundviserens manglende engagement og det mismatch, der tilsyneladende er opstået imellem forestillingen, målgruppen og det publikum, der reelt dukker op til forestillingen.

Af: Morten Hede