![]() Christina Mølgård er Frey, der skal holde jul sammen med bedstemor. Foto: Teater Sonata Alt andet end magisk08-12-2013 Ubehjælpsom og usammenhængende juleforestilling gæstespiller på Folketeatret. FAKTA Teater Sonata: Freys magiske jul - Tekst og iscenesættelse: Christine Albrechtslund. Konsulent: Jens Svane Boutrup. Musik: Toke Wulff Møller. Medvirkende: Christine Albrechtslund og Christina Mølgaard. Varighed: 35 minutter. Aldersgruppe: 4-10 år. Set 4. december 2013 på Folketeatrets Børnescene, hvor den spiller til 22. december (www.folketeatret.dk). Turnerer også. Vi skal være helt stille, mens vi lister ind på pladserne, for Freys bedstemor er faldet i søvn. Midt i kulissen og alle juleforberedelserne.
Men så vågner hun op og får straks fuld tryk på alle gøremålene. I mere end en forstand, desværre. For denne lille tomands-juleforestilling er en trist oplevelse, set med voksne teaterøjne. En skrumlet kulisse, voldsomt overspil, ikke specielt overbevisende håndtering af børnenes tilråb, og en historie, der er lammende håbløs i al sin inkonsekvens. Nej, det er ikke rart. Bedste (Christine Albrechtslund) og Frey (Christina Mølgård) er enige om, at det skal man. Med risengrød på loftet og masser af juleforberedelser. Og oppe på loftet dukker der såmænd også en lille nissepige op til allersidst. Til ungernes store jubel. Frey har været på loftet for at finde stjernen til juletræet og er netop gået ud igen, da nissepigen (et tavst barn) stikker hovedet frem af en kasse. Næste scene, umiddelbart efter, foregår nede hos bedstemor, hvor de to spillere nærmest ikke kan få ørenlyd, fordi ungerne, naturligt nok, er helt vilde for at fortælle Frey og bedstemor om nissen. Hvilket de sært nok overhovedet ikke tager notits af. Og de har jo ellers stykket igennem været så optagne af, om nisser virkelig fandtes. Når der så sidder 50 råbende sandhedsvidner og fortæller dem, at de har set en virkelig nisse…. Nej, det er virkelig besynderligt og beskæmmende, at der bare races videre i historien, hvor far, mor og diverse slægtninge angiveligt dukker op. Vi ser dem aldrig, der snakkes blot i kulissen, mens den lille nissepige ubeslutsomt kravler lidt rundt på gulvet ved juletræet. Meget sært Og så er forestillingen pludselig slut, meget abrupt, som om nogen havde smidt de sidste sider i manuskriptet ud. Og jeg spørger mig selv, hvad det mon gik ud på. Eller hvad den granguirlande, der hænger halvvejs usynligt oppe i loftet, mon skulle gøre godt for. Sådan er der bedrøveligt meget at undres og græmmes over forestillingen igennem. Ideen i dekorationen er sådan set udmærket – en stue, der kan deles på midten, så den ene stuevæg foldes ud og åbenbarer loftet. Men udførelsen er klodset, og lysskiftene mere end besynderlige. Pludselig bliver alt lyset slukket, dekorationen skifter til loftet med nogle fine petroleumslamper til at skabe stemning, og så, midt i det hele, tændes alt lyset igen. Nogle gange fra begyndelsen af loftsscenen, andre gange midt inde i en replik.
Meget sært. Kunne man mon ikke have lånt en enkelt lysdæmper på det store Folketeater, nu man alligevel var der? Stakkels Frey – og stakkels os. Af: Henrik Lyding
|