En ekspressiv livsfrise

Lene Hummelshøj yder en kæmpepræstation som solomedvirkende i Passepartout Theatre Productions ’Raison d'Être - grunden til at være’. Alene på scenen gestalter hun uden afbrydelser i næsten en time noget så abstrakt og filosofisk interessant som billeder på grunden til at være – eller som oversat til fransk som hovedtitlen lyder ”Raison d'Être”. 

Et præcist svar på den komplicerede overskrift giver forestillingen heldigvis ikke. Snarere bud på alle de bestræbelser, drømme og kampe man som menneske kaster sig ud i – i med- og modgang – af nysgerrighed, begær og i håb om at fylde livet ud med lykke og tilfredshed. 

Et helt liv 

Lene Hummelshøj springer indledningsvist ind på en helt tom sort scene, hvis ovale form og omrids skaber associationer til et øje. Iført lyse Kansas-arbejdsbukser og cremefarvet langærmet T-shirt er Hummelshøj let at få øje på og følge. Og stærkt går det. Til tonerne af Fredrik Lundins stemningspræcise musik og i Kristian Knudsens scenografi af sorte kridtstregs-dekorerede kasser gestalter Hummelshøj et helt livsforløb fra fødsel til alderdom. 

Det er både fascinerende og underholdende at være vidne til de fysiske krumspring og sjove lyde, hvormed hun kropsliggør først sin egen fødsel og derpå indtagelsen af og erfaringerne med verden. Fra skoletid, over arbejdsliv til, til voksenliv med forelskelse, giftermål, fødsler, modent voksenliv og alderdom. 

Begejstringsattituder og bekymringsflip

Noget af det mest interessante er Hummelhøjs lyde. ’Raison d'Être’ er ordløs, men fyldt med utroligt mange lyde og udbrud. Særligt lyde, der udtrykker begejstring, står i kø. Navnlig i begyndelsen, hvor verden er helt ukendt og bliver indtaget med stor appetit. IH!, Nøj!, ØJ! Og spontane lyde som disse vælter ud af Hummelhøj. 

Gradvis støder modstande, barrierer og kampe til. Ting viser sig at være vanskeligere end som så. Forhold skifter karakter. Fra fx at være opslugt af at producere stadigt mere på en virksomhed skifter Hummelhøj retning i livet og en æra med selskabelighed, kæresteliv og børn tager fart. 

Ben-spil 

Dette retningsskift viser hun morsomt i et spil i en kasse, hvor vi kun ser hendes ben. Det er dem, som danser, fra dem en lille nyfødt dratter og via dem, vi ser, at børnene er fløjet fra reden og en tid til stilhed og rødvin er begyndt. Og det er her Hummelhøj starter med at vise aldring. Tid til tøfler og strikketøj. 

Siden og efter ben-spillet i kassen, ruller kasser ind med en masse æsker i forskellige størrelser. Nu er det tid til at mindes. Ting findes frem og trækkes op af kasser mens fortidens begivenheder genopleves.

Hav-udflugt og himmelfart 

’Raison d'Être’ kobler et konkret kronologisk livsforløbs mange faser med noget abstrakt. Med stemninger af netop det med at ville og være og erfare og mindes. Med kampe og sejre. Med godt humør og indædt vrede. Med stilhed og storm. 

Til en af de mere abstrakte passager, eller i al fald ikke-realistiske scener hører den, hvor Hummelhøj ikke kun tager en tur til havet og slapper af, men også bevæger sig helt ud i rummet – som billede på en trang til løsrivelse fra noget, som snærer og som billede på, at det gælder om at kaste god energi ind i livet frem for at slide sig selv op.