Team Teatret og Kolding Egnsteater: Hey Lin

Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær spiller titelrollens myldrende indre tankeliv i 'Hey Lin'. Foto: Asmus Kromann Bork

Tankemylder-teater

06-04-2021
Med masser af småfortællinger tager 'Hey Lin' sit publikum med på en tur ind i den nu voksne kvinde Lins pubertetstankevirvar.
FAKTA
Team Teatret og Kolding Egnsteater: Hey Lin -

Dramatiker: Lin Melkane. Instruktør: Petra Adlerberth-Wik. Scenografi: Lise Marie Birch. Lysdesign: Morten Dorvin. Lyddesign: Viktor Dahl. Streaming: PSAL. Filmfotograf: Nicklas Tägtström Møller. Producent : Team Teatret og Kolding Egnsteater. Foto: Asmus Kromann Bork. Medvirkende: Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær. Aldersgruppe: fra 14 år. Varighed: ca. 60 min. Set som livestreaming 6. april 2021. Vises også som sådan 7. og 8. april, men vil siden blive vist som live-turneforestilling og er bl.a. tilmeldt Aprilfestival 2021 i Holbæk. 
www.teamteatret.dk og www.kolding-egnsteater.dk

Der er sådan lidt 'Karius og Baktus' over 'Hey Lin' - og så alligevel slet ikke. Associationen opstår, fordi de to medvirkende Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær på en ganske lille rondel af en scene optræder som to 'små' skikkelser, der befinder sig inde i hovedet på en person ved navn Lin. 

Lise Marie Birch har skabt denne cirkusmanege-lignende scenografi. En rondel, hvor et langt guldglimtende strimlet gardin hele vejen rundt i kanten gør det ud for Lins hår og en rød anordning i midten af scenen viser sig at illudere luft- og spiserør.

Undervejs anbringer de to skuespillere en mund midt på scenen. To knaldrøde læber. Og de stiller sig på hver side af munden og trækker hver sit oppustelige øje – med kunstfærdigt buede øjenvipper – ned over deres ansigter. Men modsat børnebogen om de grumme tand-baryler er Skjold og Kjær ikke fremmedlegemer i Lin – som i øvrigt heller ikke er et barn, men en voksen kvinde. Og det er ikke Lins mund, vi ser ind i – men hendes hjerne. Skjold og Kjær spiller Lins indre tanker. Og der er sandt at sige et veritabelt mylder af dem.

På positivsiden giver det forestillingen et driftigt tempo og et højt humør. Tankerne popper livligt op og har meget fart på. Dramatiker Lin åbner virkeligt op for sluserne. Vi er vidne til, at disse to tanker fortæller om den ene skæve og kiksede situation efter den anden. Snart er det noget, Lin er ked af, bange for, i tvivl om eller træt af, vi hører om.

Sproget er ungdommeligt. Der er masser af detaljer. Det giver forestillingen liv, at Skjold og Kjær i et dynamisk flow skiftes til at være den, som fortæller og den, som illustrerer. Undervejs taler de også i kor. Af og til slår de over i en slags dialog. Der er virkeligt meget på tapetet. Meget Lin døjer med. Det er teenagealder-troværdigt. Som en overfyldt gryde med popkorn, der er sat på for varmt et blus.

Vi hører om hendes første forelskelse. Hendes søvnløse natter i skurvognen i forældrenes baghave. Om forbudte køreture i veninden Anne Sofies farfars varevogn, om stoffer, og meget mere.

Dramaturgiske korsting

Undervejs kaster teksten sig også ud i nogle påhits, som er lige kække nok. Som tendentielt tager sig lige lovligt meningskonstruerede ud. Fx får vi en lektion i fortællemodeller. Den lineære model gennemgås og bliver erstattet af en såkaldt 'kassemodel', som fortællingen beslutter sig for at følge, for – som det hedder: alt er i virkeligheden cirkulært og især kasser er in. Politikerne elsker kasser. Ligesom de gør i det psykiatriske system, som 'dømmer og smører alt ind i diagnoser'. 

Lin får først diagnosen bipolar og siden – to år efter, da psykiaterne indrømmer at have taget fejl – skizofren. Her er det lige før kæden springer af. Det begynder at blive vanskeligt at fastholde et troværdigt billede af Lin. Hendes problemer begynder at tage sig udvendige ud. Mere som en kritik af systemer end som indre tanker, der bliver nuancerede.

Heldigvis er sproget fortsat farverigt. Og er man til fortælling på fortælling og sammenligning på sammenligning (alt fra tyggegummi til hoppeborg) til at belyse Lins identitetskamp, er der noget at hente. Men vi bevæger os afgjort på grænsen til 'for meget'.

Bambusbusk

Både dramatiker, iscenesætter (Petra Adlerberth-Wik), lys- og lyddesigner (Morten Dorvin og Viktor Dahl) og de to skuespillere gør lige fra starten og hele vejen igennem rigtigt meget for at skabe og fastholde publikums interesse. Der er både konflikt, leg og munterhed fra første færd. Fint orkestreret og rigtigt godt spillet. Lyset skifter brat. Reallyde og musik spædes flittigt til. Og i betragtning af et meget lille spilleareal bevæger spillerne sig med timing og fokusering fermt og varieret rundt. 

Den cirka 60 minutter lange forestilling træder dog også vande undervejs. Fx udpensles scenen, hvor Lin i kedsomhed fordriver timevis med at sparke lyset i stykker på lygtepælene i den lille by, hun bor i og betragter som et åndsforladt udsted.

En påtaget kønsidentitetssekvens er der også skabt plads til. En sekvens, der rundes af med noget af en håbløst kantet replik: ”Hvis først du tvivler på dig selv grundet dit køn, så er du skakmat”. Ligesom replikken ”Du er alene med mange ting, du skulle lave med andre.” virker alt for konstrueret.

Som modvægt er der også replikker som er forfriskende. Vi hører, at Lin ikke kan lade være med at skrive, og vi hører, at hun elsker et tv-program, hvor flodheste bader. Og de to ting knyttes på sjov og tankevækkende vis sammen i en replik, hvor tankerne siger noget i retning af: ”Dette øjeblik af grumset vand og blå himmel af bogstaver”. 

Og endelig bliver en central replik fra begyndelsen af forestillingen til slut taget op igen. Replikken ”Angsten er en bambusbusk, der vokser nede i min mave”. Hvordan kan man opleve via live-stream i dagene 6. april til 8. april og senere, når forestillingen spiller live.

Af: Kirsten Dahl