Fortællekunsten & Levende Fortællinger: Alt det som Inger ser

Kasper Sørensen og Pernille Stockfleth er to garvede fortællere, der leverer en opbyggelig historie om en piges måde at tackle et hjemligt misbrugsmiljø på. Foto: André Andersen

Modige Inger

20-11-2020
'Alt det som Inger ser' er en socialrealistisk fortælleteaterforestilling om, hvordan otte-årige Inger finder vej til at fortælle andre om, at hendes mor og far drikker.
FAKTA
Fortællekunsten & Levende Fortællinger: Alt det som Inger ser -

Tekst og medvirkende: Kasper Sørensen og Pernille Stockfleth. Instruktør: André Andersen. Aldersgruppe: 8-12 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 19. november på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. www.fortaellekunsten.dk / www.levendefortaellinger.dk

Weekend! Jaah, så skal Inger på otte år dele en gigantisk stor pizza med sin mor og far. Og hun skal sidde i sofaen mellem dem og se 'Disney Show' og bagefter 'Vild med dans'. 

Far har lovet det. Inger glæææder sig. Men nej, det bliver slet ikke sådan. I stedet vælter mor ind af døren med et tårn af små pizzaer og en pose fyldt med øl. Hun stikker Inger den øverste bakke og siger, at den kan hun spise inde på sit værelse, mens hun ser fjernsyn. 

Og så går det ellers løs inde i stuen; Ingers mor og far, som har fået besøg af en masse andre voksne, fester buldrende rundt til høj musik. De drikker øl på livet løs. 

Som aftenen skrider frem glider de rundt i de ølsjatter, de har spildt på gulvet. Grand Prix-melodien 'Alt det som ingen ser' strømmer fra stuen ind på Ingers værelse og ridser i hjertet. For Inger er teksten ikke 'Alt det ingen ser/Det har ingen ondt af'. Den er 'Alt det som Inger ser/Det får Inger ondt af'. 

Næste dag bruger begge forældre på at sove deres brandert ud. Mor i soveværelset. Far i sofaen foran den fodboldkamp, som Inger ser sammen med ham. Ikke fordi hun bryder sig om fodbold. Men for at være i nærheden af sin far.

Festerne med alt for meget øl er en fast ingrediens i Ingers dagligdag. Folk i opgangen, hvor de bor, ved det. Men i skolen og i SFO'en har Inger indtil videre kunnet holde det hemmeligt. Men den dag, hun skriver en stil om det, sker der forandringer. Til det gode. Takket være den empatiske og handlekraftige nabo, Merete, og hendes hund Ruddy.

Burger og svanerede 

'Alt det som Inger ser' er en opbyggelig historie, serveret som en times fortælleteater begået af de to co-producerende fortælleteatre, Fortællekunsten og Levende Fortællinger. 

Kasper Sørensen og Pernille Stockfleth, som tegner henholdsvis det ene og det andet teater, står for teksten og er sammen på scenen. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på André Andersen fra André Andersen SOLO. En trio af erfarne kunstnere udi den specielle genre det er at skabe fortællekunstneriske oplevelser for børn og unge. 

Trioen slipper udmærket fra det. Den 4., 5., og 6. klasse, jeg så forestillingen sammen med, lyttede stille og koncentreret. Drevet frem af den ene meget socialrealistiske situation efter den anden og med referencer til ting og oplevelser (burgere, Lalandia, logrende kæledyr m.v), som optager aldersgruppen, bevæger fortællingen sig fremad. 

Det er godt, at teksten også har de passager, hvor Inger søger ned til en svanerede. For ellers kunne den godt fremstå for direkte. Det giver historien et fint tvist og puster til noget mere anelsesfyldt og til nogle hemmeligheder, at vi også hører om Ingers gemmested i parken og det lille blå skrin, hun lægger de sparepenge i, som hun håber på engang vil kunne indfri nogle af hendes drømme. 

Det skaber også fokus og liv på scenen, at teksten – især i begyndelsen – jonglerer med og afprøver, hvordan de to fortællere skal begynde historien. 

Velvalgt stilren og skrabet

Sort, rød og skrabet. Sådan er visualiteten. En sort bagvæg med et rødt gardin i midten. To røde taburetter og to spillere klædt helt i sort - undtagen deres røde skjorter. Nøgenheden er velvalgt. Den gør, at det, som alene skaber forestillingen, er teksten samt den måde, hvorpå de to fortællere bruger deres stemmer og kroppe i rummet og interagerer med publikum. 

Pernille Stockfleth og navnlig Kasper Sørensen er tydeligvis garvede teaterfortællere. Styrkerne er større end svaghederne. Karakterarbejdet er lidt svagt. En større diversitet mellem mor, far og Merete kunne have være fint. 

Stockfleth overspiller sine roller lidt i begyndelsen. Det skaber små mislyde i dynamikken. Men mestendels forstår de begge kunsten ved hjælp af deres stemmemodulationer, ansigtsmimik og kropssprog at holde fokus på teksten. 

De kan – også på baggrund af André Andersens fortælletradition-sikre iscenesættelse – tegne og time situationer, så alvoren ligger som klangbund ovenpå spil, der fænger qua skift i rytme, retning og volumen. De kender betydningen af øjenkontakt og andre måder at signalere, at 'vi er sammen om det her'-beskeder til børnepublikummet. Et publikum, som meget velvalgt i forhold til forestillingens form er afgrænset til børn fra 8 til 12 år. 

Og endelig bliver den ferme omskrivning af Grand Prix-titlen og den meget ørehængende melodi vakst gentaget og tillige til slut på passende optimistisk vis omskrevet til 'Alt det Inger siger, det får Inger det godt af'. 

'At det som Inger ser' er kort fortalt en utvetydig tydelig fortælling om et meget vigtigt emne skabt med skuespillernes krop, stemme og ærlighed, uden oprulning af det store teatermaskineri og uden overraskende teaterfornyelser. 

Af: Kirsten Dahl