Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

19-06-2013
Af: Jørn Langsted

Helt ubemærket vedtog Folketinget under årets afslutningsdebat, at Det Kongelige Teater skal omdøbes. Efter sommerferien hedder det ikke længere Det Kongelige Teater, men i stedet det langt mere progressive Det Kongelige Scenekunsthus. Det var årtiers pression, der endelig fik Folketingets medlemmer til at fatte, at teater er yt, og scenekunst er in.

Debatten i Folketinget om det nye navn var ikke lang. Den var nærmest kupagtig. Dog stillede frihedselskende partier forslag om, at man skulle tage skridtet fuldt ud og ikke begrænse Det Kongelige Scenekunsthus. Så i stedet burde det hedde Det Kongelige Kunsthus eller Det Kongelige Kunstkammer. Ja, et enkelt medlem – gæt hvem – foreslog bare at kaldet det Det Kongelige Hus. Men det var vist nærmest en spøg.

Men altså: Det Kongelige Scenekunsthus bliver betegnelsen, og ideen er, at navnet skal signalere, at her spilles ikke bare teater (skuespil, opera og ballet). Her lægges hus til alskens moderne genrer og kunstformer, som slet ikke kan rummes i vores begreb om teater.

Hvad er det for en gang forvrøvlet pølsesnak, lupholderen her disker op med? Tænker de tålmodige læserinder, ihvorvel de efterhånden er vant til lidt af hvert fra den kant (altså lupholderens kant – hvor den så måtte befinde sig). Og selvfølgelig har Det Kongelige Scenekunsthus ikke noget med virkeligheden at gøre, selvom navneændringen godt kunne have noget med virkeligheden at gøre. Se bare, at Statens Teaterskole er blevet til Statens Scenekunstskole. Og det er i hvert fald ikke engang løgn.

Nu ved lupholderen godt, at det er at stikke hovedet i løvens hule at ville komme med nogen betragtninger over scenekunst-begrebets fremmarch. Men skidt, hellere stikke hovedet i løvens hule end i busken. Sådan har det altid været for lupholderen. Det betyder, at han nogen (få) gange slår nogle voldsomme skævere, men de fleste gange hovedet på sømmet.

Hvis man nu tager udgangspunkt i Børneteateravisen.dk (og man skal selvfølgelig ikke bæ i det glashus, man selv bor i), som nu er kommet til at hedde Teateravisen.dk, så er det efter lupholderens mening et rigtig godt navn. Det kunne jo være endt så mange andre steder og være blevet rent gak-gak: Børnescenekunstavisen.dk eller Scenekunst-for-børn-og-unge-avisen.dk. Og ikke mindst kunne det være blevet til Scenekunstavisen.dk. Det blev det ikke, men undertitlen blev "Scenekunst for børn og unge". Og lupholderen må tage sig til sit efterhånden aldrende hoved. Kan vi dog ikke slippe for dette sig-ind-snigende begreb om scenekunst? Hvad er der galt med teater-begrebet?

Gennem de senere år har lupholderen undrende måttet se på, hvordan teater-begrebet blev smidt på lossepladsen og erstattet af et begreb om scenekunst på område efter område. Først var det vel Teaterudvalget under Statens Kunstråd, der blev til Scenekunstudvalget. Så skulle Teaterloven partout omdøbes til Lov om Scenekunst. Og Statens Teaterskole skulle sandelig også have aktier i alt det nye. Næste skridt bliver nok ikke omdøbningen af Det Kongelig Teater, selvom det ville være yndigt og konsekvent, nej lupholderen forestiller sig, at det udvalg, der sidder og kikker på teateruddannelserne, nok vil foreslå, at der oprettes et Danmarks Scenekunstakademi, der omfatter alle eksisterende teateruddannelser. Spis min hat, hvis det ikke sker! – Dette er altså historien om en begrebsmæssig infektion, båret frem af stærke lobbyinteresser.

Hvis man leder i Gyldendals Teaterleksikon efter opslagsordet "Scenekunst", så leder man forgæves. Det findes ikke. Her vil den kritiske læser af klummen nok hævde, at det er fordi det hedder Teaterleksikon! Og så fylder opslagsordet "Teater" 3½ spalte. Her siges bl.a., at teater "forener som kunstart en række udtryk: kropslige, billedkunstneriske, musikalske, litterære, og vægten kan være lagt på forskellige virkemidler: ordteater, danseteater, musikteater, mimeteater, masketeater, billedteater, performanceteater, dukketeater, skyggeteater m.fl."

Hvorfor "teater" ikke længere er godt nok, forklares i lovbemærkningerne til Uffe Elbæks teaterlovændring i 2012. Det er nemlig her Teaterloven bliver til Lov om Scenekunst. Her prøver man at forklare hvorfor:

loven skal benytte sig af termen scenekunst frem for termen teater. Gennem årene er et stadigt stigende antal forskellige scenekunstneriske udtryk kommet til, og termen scenekunst er blevet en mere udbredt samlende betegnelse. Termen rummer ud over mere traditionelle teaterformer også nycirkus, musikdramatik, dans og performanceteater. I lovforslaget tilpasses terminologien, hvor det giver mening. Der findes imidlertid i den gældende lov bestemmelser om en række institutioner, i hvis gruppebetegnelse termen teater indgår. Forslaget om at brug (sic!) af termen scenekunst vil ikke få indflydelse på sådanne gruppebetegnelser, ligesom termen scenekunst heller ikke vil blive brugt, hvor der henvises til fysiske bygninger og institutioner. Her vil termen teater fortsat blive brugt.

Disse er ordene. Og det er ikke den mest lysende klarhed, der stråler ud af dem. Nogen har tilsyneladende bildt ministeriet ind, at "teater" betegner taleteater og ikke fx musikdramatik og dans. Det er det mest gudsjammerlige vrøvl, der er hørt i mands minde nord for Kongeåen. "Teater" er et overbegreb, der dækker en række genrer, fx dramatik (taleteater), opera, operette, musical, dans etc. Og hvorfor ikke også nycirkus til forskel fra gammelcirkus? Hvorimod "scenekunst" er noget vrøvl. Er det nu kun det, der foregår på en scene, der er scenekunst? Hvad med det, der foregår på gader og stræder, i en nedlagt fabrik eller i en gammel campingvogn?

Og er der nogen, der har tænkt på, at teaterloven, der hidtil har været både en kunst- og en erhvervsstøttelov, nu pludselig bliver til en ren kunstlov? Hvem skal i øvrigt sørge for, at der ikke er en masse kommercielt juks, der sniger sig ind under begrebet scenekunst? Hvem skal sørge for, at den offentlige støtte går til kunst?

Gudskelov kræver ministeriets jammerlige repetition af pressionsgruppers argumentation om "scenekunst"-begrebets velsignelser ikke, at egnsteater skal hedde egnsscenekunststed, eller at Odense Teater skal omdøbes til Odense Scenekunsthus. Men det bliver sgu nok det næste. Hvis man vil være med på noderne og vognen, så går vejen gennem scenekunst.

Og "teatralitet" må det nok heller ikke hedde mere, når man vil forsøge at indkredse, hvad der kendetegner teatermæssige fænomener i forhold til dagligdagen. Det skal sikkert hedde "scenekunstilitet".

Omendskønt lupholderen kan blive helt edderspændt, så kan man da spørge, om det hele ikke kan være lige meget, hip som hap? Om det hedder "teater" eller "scenekunst" er vel ét fedt? Nej, det er det ikke. "Scenekunst" er nysprog, der forplumrer vores hoveder, fordi det er upræcist."Scenekunst" er noget sært gummi-elastikum. Scenekunst kan være opera og rockkoncerter, det kan være symfonikoncerter og Den Kongelige Ballet, for det foregår alt sammen på en scene.

Sproget er med til at definere virkeligheden og gøre den begribelig, og når sproget er en ulden grød, så bliver virkeligheden til grød.

Til kamp for "teatret"!