Professor og tidligere børneteateranmelder m.v. Beth Juncker har skrevet om børneteater i Teater 1 nr. 160 okt. 2012 (store foto) – det første nummer efter relanceringen af Teater 1, der har fået to nye redaktører i skikkelse af Mette Garfield og Rie Hammer, der her står med teatermagasin, der har fået nyt layout, logo m.v. (foto tv - Foto: Søren K. Kløft)

Nu eller aldrig!

26-11-2012
Det er overskriften på den artikel om børneteater mellem fine og folkelige kvaliteter, som Beth Juncker, professor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi i København, har skrevet i det nummer af Teater 1, som markerer relanceringen af det 33 år gamle magasin med nyt logo, nyt layout, ny hjemmeside og – lover redaktørerne – nyhedsartikler, dybdegående interviews, spændende reportager, anmeldelser af aktuel scenekunst m.v. Børneteateravisen.dk bringer her som appetizer for interesserede og efter aftale med Teater 1 Beth Junckers artikel.
Af: Beth Juncker
FAKTA

TEATER 1

Teater 1 - Danmarks eneste magasin for både dans, teater og performance - er netop blevet relanceret med nye redaktører, nyt layout, nyt logo og ny hjemmeside. Teatermagasinet har eksisteret siden 1979 – i starten under navnet Musik & Teater, som i 1986 blev til Teater 86, Teater 87 osv. indtil man i 1989 gik over til det nuværende navn, Teater 1.

De to nye redaktører, Mette Garfield Mortensen og Rie Hammer, lover i forbindelse med relanceringen af Teater 1, at de vil skabe ’et dynamisk, levende, alsidigt og provokerende scenemagasin med fingeren på pulsen af dansk teaterliv’.

Teater 1 udkommer fem gange om året og understøttes af en hjemmeside med fokus på anmeldelser, kalender over aktuelle begivenheder, udvalgte artikler fra de seneste papirnumre, pdf’er af tidligere årgange m.v.

Næste nummer af magasinet udkommer i december.

Man kan gå ind på hjemmesiden og se anmeldelser, smagsprøver m.v. – og få et prøveabonnement til cirka halv pris...

www.teater1.dk

Teater for børn er ikke en intellektuel stiløvelse for begyndere. De dramatiske oplevelser skal hverken gøre dem sundere, mere tolerante, mere demokratiske, mere dannede.  Det skal ikke tjene daginstitutionernes pædagogiske læreplaner og deres sprogstimuleringer. Det skal ikke kreativt bidrage til skolernes undervisning og dens udvikling af børns kreative og innovative kompetencer. Det skal heller ikke lære børn om kunst. 

Børneteater skal ramme børn her og nu! Får det latteren til at boble, taget til symbolsk at løfte sig, gråden til at pible, spændingen til at stige, gør det åndeløsheden mærkbar, tavsheden larmende, så er det godt! Så er det sagt!

Meningen

For nogle år siden var jeg med udvalgte danske børneteatre til børneteaterfestival i Shanghai. En af aftnerne sad jeg ved siden af en lille kinesisk dreng og hans mor. 7-8 år vil jeg tro, han var. Vi skulle se gadeteatret Dansk Rakkerpaks forestilling ’Bokseren og ballerinaen’. Jeg havde noteret ham, men ellers optog han mig ikke. Jeg har en naturlig despekt for voksne, der synes, det er vigtigt at spilde en teateroplevelse med at iagttage deres børn i stedet for selv at lade sig opsluge og opleve sammen med dem. 

Det var først, da han hulkede af grin i mit jakkeærme og rullede rundt mellem mine fødder, det blev lidt svært at se bort fra ham. Niels Peter fra Rakkerpakket havde vandret rundt i manegen og lavet sjov, talte dansk til kineserne, kinesisk til danskerne, flyttede lidt rundt på nogle, gav andre et tæppe. Han samlede rummet til en scene, os til et publikum og gjorde dermed alt varmt og parat.

Forestillingen gik i gang – kender I den ikke - så handler den kort fortalt om en knægt med en far, der ønsker, han skal blive bokser, og en pige med en mor, der drømmer om, at hun skal blive ballerina. Selv brænder knægten for at blive danser og pigen for at blive bokser. Enkelt og kompliceret!  Der gik ikke lang tid, før vi alle begyndte at le. Først stille, men efterhånden som forestillingen udviklede sig - kraftigere. For den kinesiske dreng blev den en kraft, der greb ham og formede hans krop – han skreg af grin, han måtte læne sig mod mig, måtte op og stå, måtte hikstende holde sig på maven, måtte ned på gulvet og rulle rundt, han lo og lo og lo – og alle andre lo med ham, med sig selv, med forestillingen. Det blev en uforglemmelig aften!

Det er oplevelser af den type, børneteatre og formidlere af teateroplevelser til børn er forpligtede på. Derfor skal det pæne, det smukke, det rigtige, det gode, det velmenende, det gennemsnitlige konsekvent fravælges. Alle de historier, der har sat sig for - for 127.000 gang - ikke at tage håbet fra børn. Det skal de, fordi de er kedelige, fordi de hverken er værd at grine eller græde over – og dermed ikke værd at spilde liv og tid på. Da de allerfleste børn i Danmark kun møder én teaterforestilling om året, så er valget af uvurderlig betydning – for dem og for denne type scenekunst som kunstform.

Udfordringen

Hvis formidlere, opkøbere ikke selv slap tøjlerne, hvis de ikke selv blev ramt, grebet, åndeløse, tavse, da de så forestillingen, så er chancerne, for at børn skal blive det, ganske minimale. Dér starter valg og fravalg – i de hår, der ikke rejste sig og i de følelser, der forblev urørte.  Det er rene ekspressive kriterier! At tage selve oplevelsen - det, der skete, mens man glemte sig selv eller diskret bøjede hovedet og så på uret - som udgangspunkt for tilvalg og fravalg er ikke en let opgave.    

Det er ikke helt det, vi har været vant til, når vi analyserede forestillingens autonome æstetiske kvaliteter, vurderede den i relation til børns alder og interesser eller prioriterede dens muligheder i pædagogik eller i undervisning. Til gengæld er det bydende nødvendigt. Det er her, i mødet mellem scene og sal, enhver forestilling står sin prøve. Afsenderen, det teater, vi ved plejer at levere varen, forestillingens titel, tema, klassiske forlæg, er ingen garanti. Selv de bedste kan fejle. Det mest kvalitetsstemplede forlæg kan falde til jorden. Den mest spændende eksperimenterende satsning kan ende i hampen. Også i dansk børneteater – heldigvis for det! Det er jo levende!

Kulturformidling – i opbrud

Som kulturformidlere er vi lige nu på Herrens mark. Vi skal vælge og vrage på et grundlag, der endnu ikke er udviklet. Vi står med en kulturformidling, der har rødder i en oplysningstradition, skabt til det 20. århundredes moderne samfund. Den er apollinsk, den retter sig mod hin enkelte. Den har dyrket intellekt, oplysning, viden, forståelse – vi har kaldt det dannelse!

Som kulturformidling har den afgrænset sig i forhold til markedet og det masseproducerede, den har sat skel mellem kunst og håndværk, dyrket det elitære, undsagt underholdning, det populære – og dermed centrale dele af børns smag. Det har den kunnet gøre, fordi den havde monopol på formidling og autoritet. Sådan er det ikke længere. I dag vurderes børn som hele mennesker, hvor

kvaliteten af de kunstneriske oplevelser i nu’et en ultimativ betingelse for ønsket om at opsøge dem i fremtiden. Har børn gabet kæberne af led som 6-, 7-, 8-, 9-årig ramt af pædagogers eller læreres advarende fingre og lynende øjne, så er der vel ingen egentlig grund til selv at gentage succesen uden overvågning som 20årig, når der findes så meget andet meningsfuldt, der kan opsøges?

Den kulturelle frisættelse og den teknologiske og mediemæssige udvikling har gjort dagens børneværelser til børns og unges største kulturinstitution. Her kan læses, ses, kigges, spilles, sukkes, grædes, gyses og grines, her kommunikeres og produceres.  Her er modsætningerne mellem formidling og marked er opløst, hierarkierne mellem det fine og det folkelige, det elitære og det populære er faldet. Her er underholdning i høj kurs som indgang til oplevelse, til betydning, til mening. Kvaliteterne går på tværs. Børn og unge møder kunst og kultur her både som oplevere, deltagere og skabere – og de er ikke ukritiske. De bru’r det, der du’r!

Set i det lys er teater principielt noget gammelt bras. Det skal opsøges, det kræver fysisk tilstedeværelse og psykisk nærvær. Det kan ikke meget mere end det kunne i antikken – om end genrer og muligheder, lys, lyd og teknologi er blevet udviklet en del siden.

At det bedste af det samtidig er vanskeligt at opsøge, fordi det alt for sjældent spiller offentligt, gør det ikke bedre. Men i en situation, hvor modsætninger er opløst og kvalitetshierarkier braset sammen, hvor børn har fået mulighed for et medieret kulturliv, der løfter deres hverdage og giver mening for dem, er det også noget gammelt bras, vi og kulturformidlingen – historisk set – kan lære lidt af i dag, hvis vi vil.

Kunst som spinat

Da den amerikanske filosof, sociolog og pædagog John Dewey i 1930’erne, hvor vores og den amerikanske apollinske kulturformidlingstradition med oplysning, etik og individuel dannelse virkelig tog fart, skrev værket ’Art as Experience’ (Dewey, 1934), var han vred. Han så ud over et kulturelt landskab – en kultursektor – der havde fjernet kunsten fra dens oprindelige betydning i hverdagslivet og sat den på museum eller institution! Her kunne folk så betale billetter for at møde de gatekeepere – formidlere – der så kunne føre dem ind til mødet med alle de potter og pander, smykker, dragter, fjer, figurer og skulpturer, som oprindelig var en helt naturlig del af et hverdagsliv og dets rytmer mellem arbejde og fest, rutiner og ritualer – det apollinske og det dionysiske. 

Nu var de blevet skilt fra den organiske rytmiske livssammenhæng, de havde været en vital del af, og var blevet sat på en kunstnerisk piedestal. Kunst for kunstens skyld. Vi skulle ikke bare se på dem som potter og pander, fjer og smykker, men som form og skønhed. 

Han skriver 'Art as Experience' i håbet om at genetablere – at restaurere - kunstens helt naturlige funktion i hverdagslivet.  Ville han nedlægge kultur- og kunstformidling? Nej, men han ville give begge dele noget at tænke over!

Hvis kunst ikke har mulighed for i hverdagen at etablere de fora, de arenaer, hvor vi på trygge æstetiske vilkår, får lov til at gå ud af os selv – gå i opløsning af grin eller gråd, af angst eller sensitiv anspændelse, så er vores liv som mennesker, vores balancer mellem det emotive og det intellektuelle, i fare. Hvis kunst bliver spinat, noget vi ved, vi burde opsøge og indtage, fordi det vist nok er sundt, men som vi faktisk ikke kan lide, så mister den sin mening og betydning!

Udfordringerne

Dermed er vi tilbage til Deweys vrede – og de udfordringer, vi som formidlere står overfor: en ekspressiv kulturformidling. En formidling, der tør vedstå sig, at kunstneriske oplevelser skal give mening her og nu – også for børn!

Jeg vil i denne sammenhæng undgå at give jer det store foredrag om børns kulturelle fortolkningsfællesskaber, om deres rødder i folkelig kultur, deres indsigt i det æstetiskes form og betydning, deres sans for det skæve, det groteske, det farlige, det sære og deres ekspressive krav om nærvær, tilstedeværelse. Jeg vil nøjes med at konstatere, at i forholdet mellem børn og teater er det NU – eller aldrig!